43 lodsejere med i hidtil største vandmiljøprojekt ved Limfjorden
Jølby Nord.
Foto: Orbicon

43 lodsejere med i hidtil største vandmiljøprojekt ved Limfjorden

443 hektar landbrugsjord på Mors omdannes til lavvandede søer, enge og sumpe, der skal spare fjorden for næringsstoffer fra landbruget.
6. AUG 2019 8.41

MORSØ: 11 pumpestationer er nedlagt, vandafledningskanaler er nedlagt, og i alt 43 landmænd har afgivet lavbundet jord for at give plads til Danmarks hidtil største naturgenopretningsprojekt omkring Limfjorden.  

I alt 443 hektar omdannes til fire lavvandede søer med omkringliggende enge og sumpe med det formål at spare Limfjorden for udledning af næringsstoffer fra landbruget, der hermed indstilles, beretter TV2 Nord.

Morsø Kommune står bag projektet og ifølge projektleder Jacob Bruun vil vådområdet - Jølby Nor - spare Limfjorden for 51 ton kvælstof og 250 kilo fosfor om året.

- Det er noget, som batter. Både for Limfjorden, men også på landsplan i forhold til de nationale målsætninger, siger Jacob Bruun ifølge DR.

Vådområdet får udløb til blandt andet Dragstrup Vig, som lige nu er ramt af kraftigt iltsvind på grund af forureningen fra landbruget.

43 lodsejere er blevet kompenseret enten økonomisk eller ved at få anden højereliggende jord i bytte. For landmændene kunne det ikke længere betale sig at pumpe jorden tør til dyrkning, da jorden sætter sig, og så bliver afvandingen både dårligere og dyrere.

Søerne i vådområdet vil have en gennemsnitlig dybde på omkring 50 centimeter - en meter på de steder, der er dybest.

Den samlede pris for projektet inklusiv jordfordeling er 55 mio. kr. som er finansieret af EU's landdistriktsmidler.

ka

 

Se flere stillinger
Nyhedsbrev