Retten afviser erstatning til landsholdssvømmer med autisme

Autist mistede ledsagerordning til svømmestævner og krævede 150.000 kr. af Lolland Kommune i erstatning - nu har Retten i Nykøbing Falster afvist kravet.
4. MAR 2019 10.20

LOLLAND: En kvinde krævede 150.000 kr. i godtgørelse, efter hun blev frataget sin ledsagerordning til konkurrencesvømning. Men Lolland Kommune undgår at skulle betale erstatning til den 21-årige kvinde, som uberettiget fik frataget en socialpædagogisk ledsagerordning til konkurrencesvømning, da hun fyldte 18 år.

Det afgjorde Retten i Nykøbing Falster i dag, mandag.

I retten krævede kvindens advokat, Mads Krøger Pramming, ellers en godtgørelse på 150.000 kr. til kvinden. Men retten har altså fundet, at kvinden ikke har ret til erstatning. Det er tænketanken Justitia og Advokatsamfundet, som tog initiativ til sagen mod kommunen.

Ifølge Politiken er det første gang, at retten har taget stilling til en sag af den karakter.

Den 21-årige har infantil autisme, men repræsenterer ifølge Politiken Danmark på svømmelandsholdet for mentalt handikappede og er i år udtaget til Special Olympics i Abu Dhabi. Hun er afhængig af socialpædagogisk støtte under landsholdssamlingerne.

Deltog i stævner uden tab
Retten lagde vægt på, at kvinden på trods af den manglende socialpædagogiske støtte havde deltaget i svømmestævnerne uden at lide økonomisk tab. Det drejede sig om fire svømmestævner årligt.

- Efter en samlet afvejning fandt retten ikke, at kommunen havde udsat borgeren for en sådan retsstridig krænkelse af en sådan grovhed, at der var grundlag for, at borgeren blev tilkendt godtgørelse for tort. Kommunen blev herefter frifundet, skriver retten på sin hjemmeside.

Afdelingschef Niels Arendt Nielsen fra KL har afvist, at kommunerne spekulerer i at træffe forkerte afgørelser.

- Kommunerne har ansvaret for at hjælpe borgerne og bevilger den hjælp, som de vurderer, at borgeren har behov for og ret til. Det er ikke altid, at borger og kommune er enige om, hvilken hjælp der skal til.

- Men det er ikke ensbetydende med økonomiske spekulationer, har han tidligere sagt til Politiken.

MG / Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt