World Economic Forum anbefaler Headspace-modellen

På World Economic Forums årlige møde i Davos bliver Headspace Danmark fremhævet som en af de modeller, der kan tages i brug, når vi skal tackle den globale udfordring med stigende mental mistrivsel blandt unge.

Mental mistrivsel blandt unge er et voksende, globalt problem med vidtgående konsekvenser for økonomisk vækst i hele verden. Derfor er emnet på dagsordenen i World Economic Forum, WEF, i Davos, hvor man blandt andet skæver til Danmark efter inspiration.

WEF har fastslået, at mental trivsel ikke prioriteres i de offentlige sundhedsbudgetter, særligt ikke når det kommer til den tidlige indsats, der behandler mennesker, inden de bliver så syge, at de behøver indlæggelse.

Forebyggende indsatser er simpelthen god samfundsøkonomi, fordi det reducerer udgifterne til indlæggelse og behandling. WEF har derfor via australske Orygen, der forsker i unges mentale trivsel, udviklet et såkaldt 'Global Framework for Youth Mental Health', der giver en række globale anbefalinger til, hvordan sundhedsvæsenet bør indrettes, så unge får den hjælp, de har brug for i tide.

Headspace Danmark er en af flere organisationer verden over, der har tjent som inspiration til anbefalingerne, der senere følges op af en rapport om unges mentale mistrivsel på globalt plan.

På niveau med klima-udfordring
Interessen er velbegrundet. Når unge falder ud af uddannelse og job, vil det ramme dem for livet og gå hårdt ud over samfund, den globale produktion samt vækst og beskæftigelse. Med mindre der sættes ind i tide med konkret handling.

Velfungerende unge er vitale for for at sikre den gode arbejdskraft og den menneskelige kreativitet for at tackle f.eks. klimaudfordringerne. Det er derfor, WEF sidestiller unges mentale mistrivsel som en lige så stor udfordring som klimakrisen - det er entydigt, at de to store udfordringer skal håndteres samtidig.

WEF anslår, at det vil koste 107.000 mia. kr. (16.000 mia. dollar) i tabt global økonomisk vækst i 2030, hvis der ikke gøres noget. Allerede i dag er mental mistrivsel blandt de ansatte med til at reducere produktiviteten for virksomheder over hele verden.

- Intet samfund kan blot afskrive det stigende antal unge, som er ramt af mental mistrivsel. World Economic Forums og dermed verdens globale virksomheders klare anbefalinger er et meget vigtigt gennembrud internationalt for tankerne om, at en tidlig forebyggende indsats kan bringe de unge på uddannelses- og jobsporet igen. Jeg er meget glad for den rapport - nu kan vi alle samles om en fælles indsats, der vil gøre en skelsættende forskel, siger Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/Headspace Danmark.

MG

https://www.dknyt.dkartikel/world-economic-forum-anbefaler-headspace-modellen