Vordingborg kalder det 'nødvendig flytning' - SIND kalder det brud på menneskerettigheder

DR 1 viste i går, hvordan en sindslidende kvinde flyttes mod sin vilje fra et privat bosted, som kommunen ikke mener efterlever påbudskrav

Af Lærke Cecilie Lindegård, [email protected]

VORDINGBORG:
'Vordingborg Kommune har lukket Kystpensionen i Kalvehave på grund af manglende opfyldelse af påbud. Beboerne er derfor blevet flyttet til andre boliger, hvor forholdene er i orden.' Sådan skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Kystpensionen har ikke ønsket at samarbejde om tilsynene eller den nødvendige flytning af borgerne. Når vi så gentagne gange oplever at den faglige kompetence ikke er til stede hos hverken leder eller medarbejdere, og der hverken er forståelse for at se problemstillingerne eller rette op på dem, så er der ingen anden udvej end at lukke bostedet. Og det har Det Sociale Nævn givet os medhold i, siger formand for Vordingborg Kommunes psykiatriudvalg Ib Johansen (S).

Han understreger, at de nødvendige flytninger er forsøgt gennemført så skånsomt som muligt, og at kommunen er opmærksom på, at det er en svær proces for mennesker der har boet på bostedet i mange år.

Overgreb på menneskeret
Men DR's 21 Søndag rejser tvivl om, hvorvidt alle procedurer er blevet overholdt. I indslaget vises det, hvordan den sindslidende kvinde bryder sammen og gentagne gange nægter at flytte. Af den grund siger kommunens plejepersonale i stedet, at de vil vise hende plejehjemmet Solhøj.

Formanden for Landsforeningen Sind, Knud Kristensen, kalder behandlingen 'rystende' i indslaget:

- Man lover hende noget. Og så klapper fælden. Det er ikke en måde at behandle nogen på, slet ikke psykisk syge, siger han.

Ifølge Geert Jørgensen, der er direktør i Landsforeningen af Opholdssteder, skal beboere inddrages i beslutningen om at flytte. De må ikke lokkes på den måde mod deres vilje.

- Det er efter min opfattelse et klart brud på hendes menneskerettigheder og på FN's handicapkonvention. Det er jo et offentligt overgreb på en borger, siger han til DR Sjælland.

På hjemmesiden skriver DR desuden, at tilfældet fra Vordingborg ikke er enestående - ifølge Det Sociale Nævn i Syddanmark bryder kommunerne i stor stil loven ved at tvangsflytte psykisk syge, demente eller udviklingshæmmende.

Vordingborg efterlever tilsynspligt
Vordingborg Kommune pointerer i en pressemeddelelse, at det er vigtigt, at det kommunale tilsyn gennemføres med et højt fagligt niveau og at der bliver fulgt op og draget konsekvenser af tilsynet.

Kommunen ridser sagen om det konkrete tilfælde med bostedet Kystpensionen op således:

• Kystpensionens tilladelse til at drive godkendt privat bosted for sindslidende blev inddraget efter en række bekymrende tilsynsrapporter og alvorlige påbud, som ledelsen på Kystpensionen ikke fulgte op på.

• Allerede i 2008 og 2009 fik lederen af Kystpensionen flere påbud og krav. Her iblandt påbud om at sikre at ansatte og leder har den uddannelsesmæssige baggrund, som gør det forsvarligt at arbejde med borgere, som har de diagnoser og de behov for kvalificeret pædagogisk indsigt, som beboerne på Kystpensionen havde samt at udarbejde målsætning og værdigrundlag for institutionen.

• Et opfølgende tilsyn i 2010 konstaterede, at der ikke var blevet arbejdet tilfredsstillende med de udstedte påbud og krav.

• Uanmeldte tilsyn i februar 2011 viste samme resultat, derfor blev det besluttet at lukke bostedet, og sikre at beboerne tilbydes ophold andre steder, hvor forholdene er i orden.

• Kystpensionen klagede til Det Sociale Nævn, som gav Vordingborg Kommune medhold.

• Ankenævnet afviste efterfølgende at behandle en klage fra Kystpensionen.

• Vordingborg Kommune har udført tilsyn i overensstemmelse med gældende lovgivning.

• Kystpensionen er lukket og taget af Tilbudsportalen, hvorfor hverken Vordingborg Kommune eller andre kommuner må benytte sig af bostedet.

Foto: http://www.flickr.com/photos/elsie/4095327896/sizes/z/in/photostream/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

https://www.dknyt.dkartikel/vordingborg-kalder-det-noedvendig-flytning-sind-kalder-det-brud-paa-menneskerettigheder