DK Nyt
Vesthimmerland får halv sejr i skrothandler-sag
Skrothandlen i Aggersund er blevet beskrevet som havende skrotbiler og store mængder træ, metal og affald liggende. Billedet med bilskrot stammer andetsteds fra.
Foto: Jakob Eskildsen, Ritzau Scanpix

Vesthimmerland får halv sejr i skrothandler-sag

I en langstrakt sag i Aggersund hjalp det at klassificere brugte biler og oplagret træ som decideret affald.

VESTHIMMERLAND: Landkommuner har gennem årene haft mange sager, hvor det lykkes grundejere at trække skrotsager i langdrag, og hvor naboer og myndigheder kommer til kort trods åbenlyse lovovertrædelser.

I en langstrakt sag om en vildtvoksende skrothandel i byen Aggersund har Vesthimmerlands Kommune nu fået medhold i byretten i Aalborg.

De to ægtefæller bag den omstridte skrothandel, der lægger beslag på flere forskellige adresser i byen, har forårsaget årelange naboklager. Og nu har hver fået en bøde på 30.000 kr. for at have overtrådt både Planloven og Byggeloven, oplyser Nordjyske

Derudover skal de betale månedlige tvangsbøder på henholdsvis 8.000 og 10.000 kr., indtil forholdene på ejendommene er blevet gjort lovlige, og de to har efterkommet de kommunale påbud.

Baggrunden for dommen er, at skrothandelen var en ændret anvendelse af ejendommen, at det ville kræve en tilladelse fra kommunen - en tilladelse, der aldrig er blevet ansøgt om.

Hundebid

I marts ryddede kommunen en af fire grunde - under politibeskyttelse. Der blev fjernet 32 skrotbiler samt store mængder træ og affald. Før det havde kommunen forgæves forsøgt at opkøbe de pågældende grunde.

Efter årelange forhandlinger, borgermøder, retssager samt bøder og fængsel til skrothandleren blev det afgørende, at kommunen ved et miljøtilsyn i 2020 vurderede nemlig, at oplaget af ikke-miljøbehandlede skrotbiler (ca. 30 stk.), affaldstræ (godt 100 kubikmeter) og metalskrot (ca. 20 kubikmeter) på ejendommen var at betegne som decideret affald. 

Borgmester Per Bach Laursen (V) kalder dommen fra Aalborg en halv sejr, for dommen er anket til landsretten. Han oplyser samtidig, at der er kommunale medarbejdere, som er blevet bidt af skrothandlerens hund ved et tilsyn.

https://www.dknyt.dkartikel/vesthimmerland-faar-halv-sejr-i-skrothandler-sag