Vestager anerkender kommunernes skattelinje

Vestager anerkender kommunernes skattelinje

Økonomi og Indenrigsministeren venter nu på resten af budgettallene
17. OKT 2011 5.47

- De foreløbige skattetal tyder på, at kommunerne stort set vil holde skatten nogenlunde i ro. Jeg vil gerne kvittere for, at kommunerne tager ansvar. Det tyder på at kommunerne har arbejdet målrettet for at overholde aftalen på skattesiden. Jeg ser nu frem til at se resten af budgettallene, udtaler økonomi- og indenrigsminister Margrethe vestager (R), efter KL's sammentælling af skatten, der kun lader den samlede kommuneskat stige med 0,1 promille.

- Kommunernes udgifter udgør cirka halvdelen af den offentlige økonomi, og derfor har de et stort ansvar for, at Danmark kommer stærkt igennem den økonomiske krise. Som minister for kommunerne er jeg meget tilfreds med at det ser ud til, at kommunerne tager den opgave på sig.

Ifølge økonomiaftalen for 2012 må de kommunale skatter samlet set ikke stige. Regeringen vil efter fristen for budgetvedtagelsen foretage opgørelsen af, om kommunernes skattefastsættelse overholder rammerne i økonomiaftalen.

I de kommende uger skal kommunerne også indberette budgetoplysninger om bl.a. service- og anlægsudgifter til Økonomi- og Indenrigsministeriet. Regeringen vil afvente kommunernes indberetning af budgetlægningen for serviceudgifterne og derefter vurdere, om budgetterne samlet set flugter med det aftalte, så hele bloktilskuddet kan udbetales.

Det forventes, at Økonomi- og Indenrigsministeriet har kommunernes foreløbige budgettal for 2012 klar i begyndelsen af november. Regeringen og KL har aftalt af mødes, når der foreligger en foreløbig opgørelse af budgetlægningen.

ka

https://www.dknyt.dkartikel/vestager-anerkender-kommunernes-skattelinje