DK Nyt
Udvalgsformand trækker sig efter tre klip i kørekortet
Lars Møller Pedersen genopstiller ikke til hverken byråd eller regionsråd.
Foto: Region Midtjylland

Udvalgsformand trækker sig efter tre klip i kørekortet

Struer-politiker mister sin valgbarhed i tre år. Han sidder i både byråd og regionsråd, hvor borgmesteren nu træder til som kandidat.
6. SEP 2021 13.00

STRUER / MIDTJYLLAND: Lars Møller Pedersen (S), som er formand for kultur- og fritidsudvalget i Struer og medlem af regionsrådet i Midtjylland, står til at miste sin valgbarhed og forlader politik efter tre klip i kørekortet for at køre for hurtigt. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer

Ifølge den kommunale og regionale valglov mister man sin valgbarhed, hvis man idømmes frihedsstraf, eller hvis man ubetinget frakendes førerretten til at køre bil. Først efter tre år vil man igen være valgbar.

- Jeg har ikke fået den endelige afgørelse og kunne godt stille op, men det ville være at snyde mine vælgere, hvis jeg så må vente i tre år og først være med i den sidste fjerdedel af valgperioden. Så jeg har meddelt bestyrelsen for socialdemokraternes partiforening i Struer, at jeg må trække mig, forklarer han.

Borgmester ny kandidat til regionen

Beskeden fra Lars Møller Pedersen kom lige før en generalforsamling i Struerkredsen, hvor man derfor fik travlt med at finde en anden lokal kandidat til regionsrådet. 

Borgmester Viggo Lynghøj (S), som ellers kun genopstiller som menigt byrådsmedlem allernederst på listen til byrådet, indvilgede i også at stille op som kandidat til regionsrådet, da ingen andre meldte sig, skriver Dagbladet. I aften ventes partiforeningen desuden at udpege endnu en kandidat til byrådet som afløser for Lars Møller Pedersen.

I stedet for Viggo Lynghøj er viceborgmester John Christoffersen spidskandidat for Socialdemokratiet i Struer.

Lars Møller Pedersen, som nu forlader politik, er 32 år og blev første gang valgt ind i byrådet som 20-årig i 2009. Han blev valgt ind i regionsrådet i 2017.

Så sent som lørdag optrådte Lars Møller Pedersen (til højre) på partiforeningens Facebookside sammen med borgmesterkandidat John Christoffersen (til venstre) og byrådsmedlem Palle Lykke Ravn.

https://www.dknyt.dkartikel/udvalgsformand-traekker-sig-efter-tre-klip-i-koerekortet