DK Nyt
Udgifter til tjenestemandspensioner topper i disse år
Antallet af kommunale tjenestemænd er faldet kraftigt de seneste år, fordi de er gået på pension, og der kun er ansat få nye. Hovedstadskommuner har størst udgifter til tjenestemandspensioner, viser tal fra Danmarks Statistik.
Foto: Plattform, Johner, Ritzau Scanpix

4,4 mia. kr. for kommunerne:
Udgifter til tjenestemandspensioner topper i disse år

Kommunerne har været gode til at spare op til de tjenestemandspensioner, der nu skal udbetales.
28. APR 2021 6.37

Kommunernes udgifter til tjenestemandspensioner vokser hvert år, men det er i disse år, de forventes at toppe. I 2019 lød de samlede udgifter for alle kommuner på 4,4 mia. kr., skriver Kommunen.dk. Det er hovedsageligt tidligere folkeskolelærere og skoleledere samt medarbejdere og ledere fra forvaltningerne, der modtager pensionen.

Udgifterne topper i disse år, fordi flere tjenestemænd er gået på pension, samtidig med at levealderen er steget, så de allerede pensionerede modtager pension i flere år. De 4,4 mia. kr. kommer dog ikke bag på arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

- Beløbet er faktisk i overensstemmelse med mine forventninger, måske endda lidt lavere. Men det ville have været meget højere, hvis ikke stat, regioner og kommuner havde nedbragt antallet af tjenestemænd gennem mange år, siger Henning Jørgensen.

Han forventer, at udgifterne snart vil falde. Det er KL's cheføkonom Morten Mandøe enig i.

- Tjenestemandspensionerne er naturligvis af en anselig størrelse, men kommunerne er jo forberedte på udgifterne og har taget højde for dem igennem en del år.

Læs hele artiklen om tjenestemandspensioner på Kommunen.dk.

https://www.dknyt.dkartikel/udgifter-topper-i-disse-aar-til-tjenestemandspensioner