Stephan Kleinschmidt (Slesvigsk Parti) under KV17 i Sønderborg sammen med Kristian Myrhøj (R).
Foto: Lene Esthave, Ritzau Scanpix

Tre spidser fra det tyske mindretalsparti fortsætter

Følg de senest udpegede spidskandidater fra Slesvigsk Parti i Sønderborg, Tønder og så Haderslev, hvor et valgforbund fra KV05 fortsætter.
7. APR 2021 8.41
TEMA: KV21

Slesvigsk Parti stiller med listebogstavet S udelukkende op i de fire sønderjyske kommuner, hvor det i denne periode er repræsenteret alle steder.

I Sønderborg, hvor partiet nu har fem ud af 31 pladser, er der genvalg til kulturudvalgsformand Stephan Kleinschmidt som spids, oplyser JydskeVestkysten. Fire ud af de fem byrådsmedlemmer stiller op igen sammen med yderligere otte kandidater, der blandt tæller Tom Holden Jensen, der sad i byrådet for Venstre fra 2010 til 2017 og tidligere spidskandidat for KD Poul Harald Holm.

Kleinschmidt er populær i Sønderborg, hvor han med 4.944 stemmer blev nummer to på listen over flest personlige stemmer ved KV17 efter borgmester Erik Lauritzen (S) med 8.024. På de næste pladser kom tidligere borgmester Jan Prokopek Jensen (S) med 1.539, daværende V-spids Peter Hansen med 1.243 og Heidi F. Jørgensen (V) med 886. Ellen Trane Nørby er her ny V-spids.

I Tønder har SP to ud af 31 pladser, og også her havde partiet ved KV17 en højdespringer. Jørgen Popp Petersen blev nummer tre med 629 stemmer efter borgmester Henrik Frandsen (dengang V, nu Tønder Listen) med 2.647 og daværende S-spids Peter Christensen med 955. Derefter kom Mette Bossen Linnet (stadig V) med 457 og Irene Holk Lund (dengang V, nu Tønder Listen) med 453.

Jørgen Popp er valgt som spids igen og har ifølge Landbrugsavisen valgt at stoppe som formand for Landwirtschaftlicher Hauptverein für Nordschleswig, mindretallets landboforening, for at hellige sig kommunalvalget.

I Haderslev har Slesvigsk Parti valgt at fortsætte valgsamarbejdet med KristenDemokraterne, oplyser haderslevspuls.dk. De to midterpartier har haft valgforbund siden KV05 - ved KV17 også med Retsforbundet. Carsten Leth Schmidt har partiets ene plads - ud af 31 - og er valgt som spids igen.

I Aabenraa har bestyrelsen i første omgang peget på byrådsmedlem Erwin Andresen som spids, hvilket senere skal godkendes formelt. Her har partiet to ud af 31 pladser. Andresen begyndte i byrådsarbejdet i daværende Tinglev Kommune ved KV01.

https://www.dknyt.dkartikel/tre-spidser-fra-det-tyske-mindretalsparti-fortsaetter