DK Nyt
Tosprogede elever klarer sig bedre i PISA end for ti år siden

Tosprogede elever klarer sig bedre i PISA end for ti år siden

Men 38 pct. blandt de tosprogede elever forlader skolen uden funktionelle læsekompetencer, imens det gælder for 13 pct. af de danske elever

Langt færre elever med indvandrerbaggrund har problemer med at læse end for ti år siden. Men der er stadig stor forskel på de faglige resultater for elever med og uden indvandrerbaggrund. 38 pct. blandt de tosprogede elever forlader skolen uden funktionelle læsekompetencer, imens dette kun gælder for 13 pct. af de danske elever.

Det viser undersøgelsen PISA Etnisk 2009, der offentliggøres i dag. PISA Etnisk er udarbejdet på baggrund af data fra PISA-undersøgelsen 2009, der blev offentliggjort i december 2010, oplyser Integrationsministeriet.

Undersøgelsen viser, at det går i den rigtige retning for de tosprogede elever. Andelen af elever med manglende funktionel læsekompetence er faldet med cirka 22,5 pct. fra 2000 til 2009. Men den viser også, at det går for langsomt med at lukke præstationsgabet mellem danske elever og elever med indvandrerbaggrund.

Uacceptabelt
Blandt elever med indvandrerbaggrund har 38 pct. manglende funktionel læsekompetence. Blandt elever uden indvandrerbaggrund har 13 procent manglende læsekompetence.

- Jeg mener, at det er helt uacceptabelt, at så mange tosprogede elever fortsat forlader folkeskolen uden tilstrækkelige færdigheder i læsning. Det kan vi som samfund ikke være bekendt. Regeringen har med folkeskoleudspillet 'Faglighed og frihed' og ghettoudspillet 'Ghettoen tilbage til samfundet' samlet redskaber, der tilsammen vil kunne sikre, at alle elever, også de tosprogede, kan forlade skolen med færdigheder og motivation til fortsat at uddanne sig.

- Resultaterne af PISA Etnisk 2009 understreger blot, hvor vigtigt det er, at vi kommer i gang med det samme. Jeg håber derfor, at forligskredsen vil deltage konstruktivt i de seriøse drøftelser af de to udspil, jeg meget snart indkalder til, siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V).

https://www.dknyt.dkartikel/tosprogede-elever-klarer-sig-bedre-i-pisa-end-for-ti-aar-siden