To år efter KV17: Borgmesters habilitet i konstituering betvivles
Foto: Peter Leth-Larsen, Jysk Fynske Medier, Ritzau Scanpix

To år efter KV17: Borgmesters habilitet i konstituering betvivles

Fredericia-borgmester Jacob Bjerregaard (S) er mål for klage til Ankestyrelsen. Lignende sag fra KV13 adskiller sig på et afgørende punkt fra den nye, siger kommunens chefjurist.
18. DEC 2019 15.45

FREDERICIA: Med to års forsinkelse er en detalje i konstitueringen efter KV17 blevet sag for Ankestyrelsen, nemlig om borgmester Jacob Bjerregaard (S) var inhabil, da hans søster Susanne Bjerregaard Mørck (S) blev formand for senior- og handicapudvalget. Konstitueringen og fordelingen af poster var et resultat af en aftale mellem alle partier i byrådet, men da borgmester og udvalgsformand er søskende, burde borgmesteren være sendt uden for døren, mener et medlem af Venstres lokalbestyrelse, Kurt Kingod.

Borgmester Jacob Bjerregaard (S) vedkender sig hellere end gerne KV17-konstitueringen, som for anden gang i træk omfatter samtlige i byrådet. Han 'er på intet tidspunkt blevet kontaktet angående problemer med konstitueringen – hverken af Venstre eller andre', siger han til Fredericia Dagblad og hilser det i øvrigt velkomment, at spørgsmålet vurderes af Ankestyrelsen.

En lignende situation efter KV13-konstitueringen resulterede også i en klage, ligeledes først med nogle års forsinkelse. Dengang handlede det om, at et byrådsmedlems ægtefælle fik en post i skatteankenævnet, også som resultat af en aftale om fordeling af en lang række poster, og i den sag afgjorde Ankestyrelsen fem år efter begivenheden, at en konstitueringsaftale ikke overtrumfer de almindelige habilitetsregler gældende for hver enkelt post.

Den afgørelse tog Fredericia Byråd til efterretning for et års tid siden, men da var der allerede gået et år siden næste konstituering, hvor altså borgmesterens søster fik en udvalgsformandspost, også som resultat af en samlet aftale.

Klageren i KV17-sagen henviser direkte til Ankestyrelsens afgørelse i KV13-sagen, men de to konstitueringer kan ikke sammenlignes, indvender Fredericia Kommunes chefjurist Henrik Melchior Olsen over for Fredericia Dagblad. De to sager adskiller sig afgørende ved, at der i KV17-konstitueringen er tale om to personer, der begge er byrådsmedlemmer, og derfor er spørgsmålet om inhabilitet i forhold til slægtskab sat ud af kraft, siger han til avisen.

 

https://www.dknyt.dkartikel/to-aar-efter-kv17-borgmesters-habilitet-i-konstituering-betvivles