Tidligere PET-chef frifindes for næsten alt i straffesag

KORT NYT28. FEB 2020 12.41

Den tidligere chef for PET, Jakob Scharf, får ti dagbøder á 1.000 kr. for brud på tavshedspligten i en dom afsagt af Østre Landsret. Landsretten frifinder ham fredag på 27 punkter ud af i alt 28 om påståede overtrædelser af tavshedspligten.

Dommen er en stor oprejsning for den 53-årige jurist. I Københavns Byret blev han nemlig straffet med ubetinget fængsel i fire måneder for sine udtalelser til bogen 'Syv år for PET'.

Byretten mente, at Jakob Scharf havde overtrådt straffeloven i 24 passager i bogen, der udkom i 2016. Landsretten er af en helt anden mening og mener kun, Scharf er gået for langt i ét tilfælde. Det gælder hans omtale af en kvinde, der hjalp efterretningstjenesten, og som muligvis kunne identificeres. Tiltalen drejede sig blandt andet om, at Scharf i bogen skrev, at bagage blev undersøgt i lufthavnen, og at en terrorist kunne elimineres ved at blive skudt i hovedet. Men disse og andre oplysninger er ifølge retsformand Henrik Bitsch 'selvfølgeligheder'.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/tidligere-pet-chef-frifindes-for-naesten-alt-i-straffesag