DK Nyt
Thomas Thors og Bornholm ruster sig til energisk førerposition
Hele udviklingen vil uvilkårligt kræve, at vi tiltrækker højtuddannet arbejdskraft, fortæller Thomas Thors, der ser en lang række fordele for unge familier ved at flytte til øen.

Thomas Thors og Bornholm ruster sig til energisk førerposition

Bornholms borgmester har i sin tid som formand for Rønne Havn gennemført en professionalisering, der har sikret øen en offshore-fremtid.

BORNHOLM: Rønne har skiftet udseende over det seneste årti. Der er flere kaffebarer, og chokoladebutikkerne fra Nordøstbornholm har åbnet satellit-butikker i bymidten. Der er også kommet flere designerlamper i vinduerne i de renoverede gamle byhuse, hvor Tesla og hybriddrevne køretøjer som Mercedes EQ-Power, synes at være på mode.

Væk fra bymidten venter borgmester Thomas Thors (S) på sit kontor til et interview om Bornholms offshore-fremtid efter mandagens åbning af Kriegers Flak, hvor installationen er foregået fra Rønne Havn. 

Mandagens åbning af Kriegers Flak står også stadig frisk i erindringen hos Thomas Thors, der var med til den officielle ceremoni med royal deltagelse i Klintholm Havn på Møn.

- Du kan se billederne og min beskrivelse af det på Facebook, fortæller Thomas Thors, der kort viser sin post på en 16-tommers MacBook Pro.

Apple-computeren ses ikke så tit hverken i virksomheder eller på de kommunale gange, og sådan er det faktisk også her.

- Jeg har selv købt den, fortæller Thomas Thors, der har sin egen computer med på arbejde.

Utraditionelt, men det er en metode, der er fulgt med mindst siden en opringning i 2012, hvor Thomas Thors havde rundet 60 år og egentlig sagt farvel til kommunalpolitik, troede han.

- Winni Grosbøll ringede og spurgte, om jeg ville være formand for Rønne Havn, fortæller Thomas Thors om et tilbud fra den daværende borgmester, som han hurtigt valgte at takke ja til.

Samme år havde Rønne Havn fået Thomas Bendtsen ansat som ny adm. direktør, og planlægningen af fremtiden skred hurtigt frem sammen med bestyrelsen.

- Det blev mere og mere klart for mig, at hvis vi skulle udvikle havnen, så var der behov for en professionalisering af bestyrelsen, fortæller Thomas Thors, der selv undervejs har taget en bestyrelseslederuddannelse.

Bestyrelsesarbejdet som medlem gik fra at være et hverv kun på bestyrelsesmøder til meget mere.

- Bestyrelsesmedlemmerne skal skabe værdi og arbejde mellem møderne. Vi tænker på, hvad bidrager det enkelte medlem med, fortæller Thomas Thors om en gradvis udskiftning af bestyrelsesmedlemmerne.

To af den type medlem er Lars Karlsson, der kom ind i bestyrelsen i 2013 med en fortid som direktør for København og Malmø Havn, og Sisse Mai som blev valgt ind i 2020. Hun er chief technical officer (CTO) i rederiet Esvagt, der arbejder både med serviceopgaver til offshore olie, gas og vindmøllebranchen samt redningsopgaver.

Transformator planlagt

Tilbage i 2015 stod det også klart for Thomas Thors, at udvidelsen af havnen ville kræve mere, end et kommunalt budget eller garanti kunne klare.

- Vi fik et lån i banken på kommercielle vilkår, så havnen kunne blive udvidet. Det kræver ganske enkelt en større økonomisk muskel, fortæller Thomas Thors om grundbetingelsen for, at Rønne Havn blev installationshavn for Krigers Flak.

Det er et arbejde, der er gået godt.

- Vi har fået et godt omdømme. Samarbejdet med Vattenfall og Siemens Gamesa er gået fortræffeligt, og arbejdet blev afsluttet tre uger tidlige end forventet. Vi er nu i en situation, hvor vi kan håndtere havvindmøllerne til Østersøen, fortæller Thomas Thors om fremtiden med en grøn omstilling i vente med energiøen på 2 GW, der bare er begyndelsen.

Her ser borgmesteren også en udfordring med at få jævnstrømmen, der kommer fra vindmøllerne, omdannet til den vekselstrøm, der er i de bornholmske stikkontakter. Håbet er, det kan løses med en transformatorstation, der er planlagt på øen.

- Der kommer til at skulle installeres op mod 93 GW fra Bornholm de kommende 10 til 20 år, så de bornholmske virksomheder skal gribe faklen. Vi ved jo fra Esbjerg, at virksomhederne opbygger en stor ekspertise, når de deltager, fortæller Thomas Thors, inden interviewet tager en drejning, der har meget med et kasketskift at gøre, der nok igen begyndte med et opkald fra den nu forhenværende borgmester Winni Grosbøll (S) til Thomas Thors.

Flere og nye udfordringer som borgmester

- Det kom sådan lidt uventet, siger Thomas Thors en smule reflekterende og lidt for sig selv, om hvordan han blev borgmester i Bornholms Regionskommune fra 1. januar 2021 i en alder af 71 år.

Det skete efter, at Winni Grosbøll forlod politik for at bliver direktør for Friluftsrådet efter 11 år som borgmester.

Da Thomas Thors blev borgmester, udløste det også en rokade i Rønne Havns bestyrelse, hvor han blev menigt medlem, mens Lars Karlsson overtog formandsposten.

Igen er vi tilbage ved den grønne omstilling, der kommer til at kræve nye mennesker på Bornholm.

- Hele udviklingen vil uvilkårligt kræve, at vi tiltrækker højtuddannet arbejdskraft, fortæller Thomas Thors, der ser en lang række fordele for unge familier ved at flytte til øen.

- Vi kan konstatere, at der er høj interesse for den natur og de verdenklassefødevarer, som vi har. Det er der mange, der gerne vil give deres børn, fortæller Thomas Thors om et problem med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, der i den anden ende af Danmark også plager landets femte største by Esbjerg.

Det todelte Bornholm

Højkonjunkturen kan tydeligt mærkes på Bornholm.

- Vi har den laveste arbejdsløshed længe med under 400 mennesker, og mange af dem er under jobskifte, fortæller borgmesteren, der umiddelbart ser arbejdskraftmanglen som øens største problem.

Der er dog et andet problem, der måske vil vise sig at blive endnu sværere at løse.

Bornholm er nemlig stadig en særligt vanskeligt stillet kommune, der kæmper med en række problemer af demografisk karakter.

- Vi har dobbelt så mange førtidspensionister som resten af landet, og hvor gennemsnitsalderen er 42 år i resten af landet, så er den 48,2 år her. Samtidig har vi mange udsatte familier med socioøkonomiske udfordringer, og færre unge får en ungdomsuddannelse her, fortæller Thomas Thors, der havde håbet på, at udligningsreformen ville have givet 70 mio. kr. Men sådan gik det ikke.

- Udligningsreformen har ikke givet os som ønsket. Vi har kun fået 35 mio. kr. altså halvdelen af det, vi forventede, fortæller Thomas Thors, der slår fast, at resten af landet er forpligtiget til at hjælpe Bornholm som særligt vanskeligt stillet kommune.

Som situationen er nu, kommer de manglende penge til at have konsekvenser for de svageste på øen.

- Det kan være svært for folk at forstå, vi bliver nødt til at holde igen på en række særligt følsomme områder som skoletilbud til de særligt udsatte børn. Der mærker vi, at vi ikke har den økonomi, som samfundet forventer af os, siger Thomas Thors, der tilføjer, at der er blevet lavet et budget for 2022.

Borgmesteren vil dog ikke kritisere regeringen for ikke at have hjulpet Bornholm med udfordringerne. Men han tilføjer en helt anden vinkel.

- Vi har samtidig et helt andet Bornholm, hvor det bare buldrer derudad med økonomien, siger Thomas Thors, der håber, højkonjunkturen og den grønne omstilling vil give et økonomisk løft.

- Vi håber, at det kan give stabiliteten, så vi kan hjælpe vores udsatte børn og andre, for vores demografi er så meget anderledes end andre steder i landet, tilføjer Thomas Thors.

https://www.dknyt.dkartikel/thomas-thors-og-bornholm-ruster-sig-til-energisk-foererposition