Sygefraværet falder i regioner for tredje år i træk

Sygefraværet falder i regioner for tredje år i træk

Det svarer til, at der er 223 fuldtidsansatte mere på arbejde hver dag året rundt

Fra 2009 til 2010 er der sket et fald i sygefraværet, idet hver enkelt af de 120.000 fuldtidsansatte i gennemsnit er syge en halv dag mindre.

Nye tal fra FLD - Det Fælles Kommunale Løndatakontor - viser, at sygefraværet faldt fra gennemsnitligt 12,5 fraværsdage pr. medarbejder i 2009 til 12,0 fraværsdage i 2010. Det er et markant fald, og betyder at fraværet er faldet med næsten en hel arbejdsdag fra 2007, hvor fraværet udgjorde 12,9 fraværsdage.

- Vi har haft fokus på sygefravær gennem mange år, og det er meget positivt at se, at tendensen fortsat er for nedadgående. Og det er altså noget af et kvantespring, vi har taget i 2010, især set i lyset af at jo mere vi får nedbragt sygefraværet, jo sværere er det at reducere det yderligere, siger næstformand i Danske Regioner, Carl Holst.

- Samtidig er faldet utrolig vigtigt, for vi har brug for alle hænder i regionerne - også på lidt længere sigt, når den større andel af ældre i befolkningen vil medføre et øget brug af sundhedssektorens ydelser, fortsætter Carl Holst.

Høj trivsel, lavt sygefravær
Sygefravær kan naturligvis skyldes sygdom, men også mistrivsel på jobbet eller i privatlivet kan føre til fravær. Regionerne arbejder ihærdigt på at højne trivslen for medarbejderne på arbejdspladserne og dermed nedbringe sygefraværet.

Det sker blandt andet gennem målrettede indsatser for at forbedre det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Derfor gennemføres der løbende omfattende trivselsundersøgelser, der kan give en pejling på, hvordan det står til med medarbejdernes trivsel.

- Vi ved at otte ud af ti af vores ansatte er tilfredse med jobbet i regionerne - og det, selvom sygehusene i denne tid er under store forandringer. Det er et flot tal og giver et godt udgangspunkt for det videre arbejde med at nedbringe sygefraværet. Vi ved, at nogle afdelinger med høj trivsel har et lavere fravær end gennemsnittet for de regionale arbejdspladser. Derfor arbejder vi målrettet med at sprede kendskabet til den viden og de gode erfaringer med at nedbringe fraværet ud til alle arbejdspladser, siger Carl Holst.

 

https://www.dknyt.dkartikel/sygefravaeret-falder-i-regioner-for-tredje-aar-i-traek