Stresspanel med nyt forslag: 'Livsmestring' på skoleskemaet

KORT NYT6. MAR 2019 6.45

Det er ikke nok, at unge kan bøje verber og finde x i en matematisk ligning, når de forlader skolen. De skal også vide, hvordan de håndterer de op- og nedture, som livet uundgåeligt byder på, mener regeringens stresspanel, der ifølge Politiken onsdag anbefaler at gøre 'livsmestring' til et tema i både grundskolen og på ungdomsuddannelserne.

Blandt andet skal de unge lære at stille sig kritisk over for de mange påvirkninger, der skyller ind over dem fra virkelighedsfjerne billeder på de sociale medier, og forstå betydningen af relationer. Stresspanelets anbefaling er inspireret af Norge, hvor man næste år indfører et tema i grundskolen, der kaldes 'folkehelse og livsmestring' og som blandt andet skal lære de unge at sætte grænser og respektere andre.

Stresspanelet skal samlet komme med 12 anbefalinger til, hvordan man mindsker stress i Danmark. Det første lød på at lukke ForældreIntra, og dernæst fulgte en anbefaling, om at ledere skal trænes i at forebygge stress, samt at ansatte ikke skal forventes at kunne kontaktes uden for arbejdstiden.

Ritzau

 

https://www.dknyt.dkartikel/stresspanel-med-nyt-forslag-livsmestring-p-skoleskemaet