Staten jagter sprit og masker i kapløb med tiden

Danmark er i fare for at løbe tør for håndsprit og masker, og det fører nu til lempelse af lovgivning, mens testkapaciteten søges løftet med utraditionelle midler.

Mens toppen af corona-pandemien stadig ligger et stykke fremme i tiden, er Danmark under pres for at holde forsyninger med både håndsprit, masker og andre værnemidler samt testudstyr.

Det kalder på ekstraordinære initiativer, hvis ikke sundhedssektoren skal løbe tør for værnemidler i kampen mod coronavirus.

Lægemiddelstyrelsen er i øjeblikket i kontakt med danske virksomheder for at skaffe flere værnemidler fra udlandet, der kan transporteres hurtigt til Danmark, og for at sætte gang i yderligere produktion af værnemidler herhjemme.

Flere virksomheder har taget fat på at assistere i produktionen af værnemidler. I særdeleshed har håndsprit været en mangelvare både på hospitalerne og hos danskerne i al almindelighed.

En cremefabrik i Silkeborg producerer nu håndsprit. Det er problemet med at skaffe materialer til spritten, der er det udfordrende, skriver Jyllands-Posten.

Dispensation for EU-regler
Men nu er der en håndsrækning på vej fra miljøminister Lea Wermelin (S). Hun har bedt Miljøstyrelsen dispensere fra et EU-krav, hvilket skal gøre det nemmere for virksomheder at producere håndsprit.

- Det er, fordi vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at få mere håndsprit på markedet i en fart. Vi kan desværre se, at der er ved at være mangel på det, siger Lea Wermelin til Ritzau.

Ministeren håber, at det kan afhjælpe problemet. Men hun regner med, at der fortsat vil være stor efterspørgsel. Allerede i dag kan virksomheder i Danmark sælge og producere ethanol-holdig håndsprit, der ikke kræver godkendelse eller dispensation.

Men leverandøren af aktivstoffet i ethanol skal være på en særlig EU-liste. Det krav bliver der nu dispenseret fra.

Ministeren giver også lov til, at andre typer håndsprit med andre ingredienser kan produceres. Det skal dog først godkendes af Miljøstyrelsen, hvis man som virksomhed ønsker det.

Lægemiddelstyrelsen: Spar på det hele
Lægemiddelstyrelsen opfordrer alle til at spare så meget som muligt på værnemidler som håndsprit, ansigtsmasker, åndedrætsværn og visirer.

- Vi tager situationen meget alvorligt, og vi arbejder non stop alle ugens dage på at skaffe værnemidler til det danske sundhedsvæsen, siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

- Vi skal spare på værnemidlerne, så meget vi overhovedet kan uden at gå på kompromis med sikkerheden. Ellers risikerer vi, at læger, sygeplejersker og alle de andre i frontlinjen kommer til at mangle. Det er kritisk vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at det ikke sker, siger Thomas Senderovitz.

Brug vand og sæbe frem for håndsprit, hvis du kan, lyder det fra Lægemiddelstyrelsen. Det er lige så effektivt, og på den måde sparer man på håndspritten.

Sygeplejersker frygter ekstra smitte
Risikoen ved mangel på værnemidler er blandt andet, at sundhedspersonalet, herunder især ældre medarbejdere, kan smittes og dermed må sættes i karantæne.

Udsigten til svigtende forsyninger skaber uro og bekymring hos læger, sygeplejersker og social- og sundhedspersonale.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, fortæller, at særligt sygeplejersker på hjemmebesøg frygter at smitte særligt ældre borgere med coronavirus.

- Man går i et ingenmandsland. Alle andre får besked på holde sig på to meters afstand, fordi man betragter alle som smittebærere. Men når man skal hjælpe ældre borgere med at give dem sondemad eller medicin, så kommer man jo meget tættere på, siger hun.

Torben Klitmøller Hollmann, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, siger, at bekymringen er stor.

- Vores medlemmer frygter mest, at de kommer til at bære smitten rundt til de mennesker, som de besøger. Et FOA-medlem besøger lutter gamle mennesker, og de besøger op mod ti på en dag, siger Torben Klitmøller Hollmann.

Hos Lægeforeningen, der er interesseorganisation for landets læger, er der også bekymring at spore hos formand Andreas Rudkjøbing.

- Problemet er, at vi har brug for de her værnemidler for at undgå smitte hos læger og sygeplejersker og selvfølgelig også for at undgå at smitte patienterne. Det er afgørende for en sikker behandling. Vi har set i nogle af de andre lande, der er hårdt ramt af coronavirus, at sygdom i sundhedspersonalet er en af de allerstørste udfordringer, siger Andreas Rudkjøbing til Ritzau.

Værnemidler må nu være øverst på listen over prioriteter i forhold til, hvordan man forbereder sundhedsvæsnet bedst muligt.

- Der er behov for at tænke kreativt. Måske kan man genanvende engangsmateriale, hvis det bliver desinficeret, eller bruge udstyr fra andre brancher, siger Andreas Rudkjøbing.

Også brug for ekstra testmidler
Efter ændringen i teststrategi er der også brug for ekstra udstyr til at teste for smitte. Det får sundhedsminister Magnus Heunicke (S)  til at tage direkte kontakt til Ulf Bech Christensen fra Odense-virksomheden PentaBase, der har budt sig til for at hjælpe myndighederne med at teste flere for Corona-virus. Det skriver TV2 Fyn.

PentaBase, der holder til på havnen i Odense, leverer i øjeblikket mellem 100.000 og 200.000 reagenser til en række lande, hvor de bruges til at teste for coronavirus. Om ugen.

Derudover ejer virksomheden 14 såkaldte Real-Time PCR-maskiner, der af WHO anbefales til at teste for coronavirus.

- Jeg er blevet ringet op af Magnus Heunicke, og så har jeg fået e-mails fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og Lægemidelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz, siger Ulf Bech Christensen. 

 

https://www.dknyt.dkartikel/staten-jagter-sprit-og-masker-i-kaploeb-med-tiden