Staten brugte seks mia. kr. på konsulenter sidste år
Finansminister Nicolai Wammen (S) har stor fokus på at spare på konsulenter. Men forbruget på konsulenter i staten steg i 2019 - også efter valget 5. juni.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Staten brugte seks mia. kr. på konsulenter sidste år

Trods stort politisk fokus på udgifterne til eksterne konsulenter i staten steg de i 2019 - også efter valget.
15. JUN 2020 13.32

I et folketingssvar fra finansminister Nicolai Wammen (S) fremgår det, at udgifter til konsulenter i staten steg i 2019 sammenlignet med 2018. Specielt det plagede Skatteministerium har store udgifter til it-konsulenter.

Ifølge Finansministeren brugte staten 5,9 mia. kr. på eksterne konsulenter og juridisk bistand i 2019.

Fraregner man udgifterne til juridisk bistand, lyder udgiften til eksterne konsulenter på 5 mia. kr. mod 4,8 mia. kr. i 2018.

Slagnummer fra valgkampen

Regeringen gik til valg på at spare på eksterne konsulenter for at få flere penge til den borgerrettede velfærd.

- Med et loft kan der spares tre mia. kr. om året, som kan bruges direkte på den nære velfærd, sagde Mette Frederiksen (S) i valgkampen.

Besparelser på konsulenter er da også efterfølgende skrevet ind i både finansloven for 2020 og aftalerne om økonomien for kommuner og regioner for 2021.

Kommunerne skal spare en halv mia. kr. næste år stigende til en mia. kr. i 2025, regionerne skal spare 100 mio. kr. om året, og staten skal spare 900 mio. kr. om året.

Steg efter valget

Ifølge folketingssvaret var udgifterne til juridisk bistand og eksterne konsulenter i 2019 større efter valget 5. juni. Før valget blev der brugt 2,2 mia. kr. og efter valget 3,9 mia. kr.

'(Opgørelsen vurderes red.) ikke at være retvisende for det reelle forbrug i de pågældende perioder af året,' skriver Finansministeriet.

Det er begrundet med, at opgørelsen tæller, hvornår en bestilt opgave er betalt. Dertil kommer, at der ses en tendens til, at flere opgaver afregnes – og dermed indgår i opgørelsen – i slutningen af året inden regnskabsårets afslutning.

Skatteministeriet topper

Den største forbruger af eksterne konsulenter og juridisk bistand er ikke overraskende skatteministeriet, der samlet har brugt for 2,1 mia. kr.

Skatteministeriet står med en stor opgave med at udvikle it-systemer og arbejder juridisk med at få penge fra eksempelvis fuskeriet med udbytteskat tilbage.

Ministeriet brugte i 2019 554 mio. kr. på juridisk bistand og 1,3 mia. kr. på eksterne it-konsulenter.

I forrige uge fastslog en arbejdsgruppe, som i et halvt år har set på det offentliges brug af konsulenter, at det er særdeles svært at opgøre, hvad der egentlig bruges på området.

Ritzau / ak

https://www.dknyt.dkartikel/staten-brugte-seks-mia-kr-paa-konsulenter-sidste-aar