DK Nyt

Socialministeren ønsker øget brug af familiepleje

Socialminister Benedikte Kiær (K) ønsker, at kommunerne i højere grad ser på de svenske erfaringer med at anbringe udsatte børn og unge
24. MAR 2011 11.39

Det gælder også øget brug af netværksanbringelser og familiepleje i stedet for institutionsophold.

Derimod har Benedikte Kiær intet ønske om, at flere børn skal i kort familiepleje, hvilket man kan få indtryk af i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten i dag den 24. marts, skriver ministeren i en pressemeddelelse.

Et barn eller en ung skal først og fremmest have den rigtige anbringelse, hvad enten det er i kortere eller længere tid, understreger ministeren:

- Min opfordring er, at vi lærer af de gode erfaringer i Sverige, hvor man i højere grad bruger familiepleje, når et barn eller en ung skal anbringes og hvor institutionsanbringelse i højere grad drejer sig om korte og intensive forløb.

- Det er et yderst relevant spørgsmål at stille, hvorfor vi kun bruger familiepleje i hver anden anbringelse, mens svenskerne gør det i tre ud af fire anbringelser. Især når vi ved, at en god og tryg - og i visse tilfælde langvarig - familiepleje er rigtig godt for barnet ligesom det er meget billigere end en institutionsanbringelse, slutter Benedikte Kiær.

mou 

https://www.dknyt.dkartikel/socialministeren-oensker-oeget-brug-af-familiepleje