Socialdemokrater vælter gruppeformand i Ishøj

KORT NYT4. DEC 2019 15.23

ISHØJ: Da der tirsdag aften var byrådsmøde i Ishøj, blev den 11 personer store socialdemokratiske gruppe ikke ledet af Merete Amdisen, der ellers har været formand for gruppen i otte år. Forud for byrådsmødet blev hun afsat som gruppeformand på et møde i den socialdemokratiske gruppe, hvor et flertal i stedet valgte byrådsmedlem Johnna Stark som ny formand, skriver TV2 Lorry.

- Det kom som en overraskelse for mig, da jeg modtog en mail fra borgmesteren, hvor jeg blev bedt om at sætte en sag på dagsordenen til vores gruppemøde. For punktet hed 'valg af ny gruppeformand', fortæller Merete Amdisen til TV 2 Lorry.

Merete Amdisen understreger, at hun ikke kan fortælle detaljer fra mødet, fordi det var et lukket møde, og det derfor ikke er tilladt at referere, hvad der bliver sagt. Ifølge TV2 Lorrys oplysninger valgte gruppens sekretær at gå ved samme lejlighed. Merete Amdisen understreger, at selv om partifællerne har væltet hende som formand, så får det ikke indflydelse på hendes forhold til Socialdemokratiet, der har absolut flertal i Ishøj.

MG

https://www.dknyt.dkartikel/socialdemokrater-vaelter-gruppeformand-i-ishoej