Smittede med turberkulose bliver fundet tidligt i Aarhus

Indsats mod tuberkulose er et godt eksempel på samarbejde på tværs af kommune og region om opsøgende indsats.
27. JAN 2020 11.40

AARHUS / MIDTJYLLAND: Igen i 2019 fandt Aarhus Universitetshospital og Aarhus Kommune tuberkulose, da sygeplejersker og gadeplanmedarbejdere i uge 45 gik på gaden for at opspore udsatte borgere med tuberkulose.

Både i 2018 og 2019 blev der fundet borgere med aktiv tuberkulose. Alle de tre fundne (to i 2018 og en i 2019) med tuberkulose blev fundet så tidligt, at de endnu ikke havde symptomer på tuberkulose, og de var endnu ikke smittefarlige. I 2018 blev 192 borgere undersøgt, i 2019 var det 227.

- En person med aktiv, smittefarlig lungetuberkulose kan smitte 10-15 personer om året, og derfor er det afgørende, at vi finder tilfælde af tuberkulose så tidligt som muligt, og helst inden de når at smitte videre, siger ledende overlæge Pernille Hauschildt, Lungesygdomme.

En-to smittede ud af cirka 200 undersøgte borgere er selv i international sammenhæng en høj forekomst på niveau med de steder i verden, hvor der er allermest tuberkulose som for eksempel blandt minearbejdere i Sydafrika.

- Men når vi finder de smittede borgere så tidligt, at de endnu ikke selv er smittefarlige, så er tuberkulosesituationen blandt udsatte borgere i Aarhusområdet under kontrol, og risikoen for smitte med tuberkulose er derfor meget lille, selv hvis man arbejder som gademedarbejder eller på værested, siger Pernille Hauschildt.

Ud på gaden
Aarhus Universitetshospital og Aarhus Kommune har aftalt at sende sygeplejersker og gadeplansmedarbejdere på tuberkulose-smitteopsporing igen til næste vinter.

- Vi skal ud på gader og stræder og møde borgerne, der hvor de er, hvis vi vil tuberkulose til livs. Det skaber tryghed at vide, at vi er sammen om det, og der er styr på det her i Aarhus, siger Jette Skive (DF), rådmand, Sundhed og Omsorg i Aarhus.

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kristian Würtz (S) mener også, at gevinsten er større end alene en sundhedsindsats:

- Det er kendt, at sundhedsproblemer, sociale problemer og problemer med beskæftigelse og bolig går hånd i hånd, og at vi skal sætte ind på alle fronter, hvis vi for alvor vil sociale problemer som hjemløshed til livs. Indsatsen mod tuberkulose er et godt eksempel på, hvordan vi kan samarbejde på tværs af kommune og region om opsøgende indsatser, som er helt afgørende for de mest udsatte borgere.

ka

 

https://www.dknyt.dkartikel/smittede-med-turberkulose-bliver-fundet-tidligt-i-aarhus