Smartphones og skærmtid kan give børn læring i naturen
Foto: Rune Johansen, Ritzau Scanpix.

Smartphones og skærmtid kan give børn læring i naturen

En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at smartphones ikke nødvendigvis står i modsætning til naturoplevelser. Tværtimod kan teknologien give flere og bedre naturoplevelser for børn.

Færre og færre børn leger i naturen. Men det behøver ikke nødvendigvis at være smartphones, spil og skærmtid, der sætter en stopper for, at børn og unge bevæger sig ud i naturen. Tværtimod kan teknologien være med til at forbedre naturoplevelser og læring for børn.

Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet. De nye resultater kan være en hjælp til både pædagoger og skolelærere, hvor skærmtid fylder i børnenes hverdag på institutioner og skoler.

Teknologi står nemlig ikke altid i modsætning til natur, konkluderer Theresa Schilhab, der er en af forfatterne til den nye undersøgelse.

- Vi havde en forventning om, at naturoplevelser stod i modsætning til brug af teknologi, men i stedet har vi fundet mange eksempler på, hvordan informationsteknologi kan ’lukke naturen op’ og motivere børn og unge til flere naturoplevelser, siger hun.

Kan give læring
Dagligdagen for mange børn er meget stillesidende og fastlagt af faste rammer. Derfor er der ikke meget tid til, at børnene kan udforske og fordybe sig i naturen, skriver de i rapporten. Men naturen har et stort potentiale for børnene, da det både kan motivere, give ny læring og bidrage positvt til børnenes fysiske og psykiske helbred.

Rapporten understreger vigtigheden af, at teknologien ikke overtager oplevelsen, men blot understøtter naturen i at give en god oplevelse til børnene. 

Blandt andet kan forskellige apps give børn en større indsigt om dyr og planter, og på den måde inspirere børn til at tage ud i naturen. Forskeren peger også på, at spil som Pokemon Go kan være en mulighed.

jeg

https://www.dknyt.dkartikel/smartphones-og-skaermtid-kan-give-boern-laering-i-naturen