DK Nyt

Skole tvinger børn i kirke

En hel uge i kirke med præsten som lærer og morgenbøn. Sådan ser uge 40 ud for 4. klasse i Stenløse og Veksø
20. MAR 2012 19.53

 

Hele ugen foregår i det religiøse rum, hvor præsten står for undervisningen, der begynder med bøn. Ugen afsluttes med obligatorisk deltagelse i søndagsgudstjenesten, som eleverne i løbet af ugen har været med til at forberede.

- Vi fik bare en seddel med hjem om, at i næste uge møder de i kirken, fordi det er kirkeuge. Der stod intet om, at de deltog i religiøse handlinger, og vi følte os i bund og grund krænket over, at vores barn skulle deltage i religiøse handlinger, uden at vi havde sagt ok eller var blevet informeret om det, siger Daniel Greve til Jyllands-Posten.

Daniel Greve, som meldte sig ind i Ateistisk Selskab som konsekvens af sagen, blev særligt forundret over at læse provstens opfattelse af kirkeugen i bladet Sogne-Nyt.

- Vi kalder vores indledende konfirmationsforberedelse for Skoleuge-i-kirken, skrev provst Inge Bastkær i Sogne-Nyt fra efteråret 2010.

Inspektør på Lærkeskolen Elin Sofie Bindslev afviser over for jp.dk, at der er tale om en minikonfirmation.

- Vi laver bare kristendomsundervisning under andre rammer i den uge. Det har intet med minikonfirmation at gøre, siger hun  og sammenligner det med at komme på virksomhedsbesøg.

 

https://www.dknyt.dkartikel/skole-tvinger-boern-i-kirke