DK Nyt

Skanderborg gearer ledelsen til stor tilflytning og mange nyanlæg

Første større ændringer i den centrale administration siden 2007. Nu også med økonomidirektør.
29. JAN 2021 6.55

SKANDERBORG: Der skal være mere fokus på strategisk udvikling, helhed og sammenhæng i opgaveløsningen. Derfor har byrådet netop sagt ja til at justere den centrale administration, oplyser kommunen.

Et nyt direktørområde, Økonomi, digitalisering og ejendomme, og samlingen af et fagsekretariat, Udvikling, Kultur og Erhverv, er to af de mest iøjnefaldende ændringer.

- Samtidig skal ændringerne være med til at sikre, at vi også kan håndtere de rekordmange mange anlægsopgaver, vi står over for, hvor vi skal bygge skoler, børnehaver og plejecentre for 950 mio. kr. de næste tre år, siger borgmester Frands Fischer (S).  

Fokus på styring og strategisk udvikling

Skanderborg er en af landets hurtigst voksende kommuner. Frem til 2030 forventes indbyggertallet at stige fra 63.000 til 70.000. Den store vækst er en udfordring for den centrale administration, som både skal omsætte byrådets mange beslutninger i kølvandet på væksten og samtidig sikre driften og en fortsat stram økonomisk styring.

- Der er ikke gennemført større ændringer i den centrale administration siden sammenlægningen i 2007, selvom vi har fået nye opgaver, fortæller kommunaldirektør Lars Clement.  

De vigtigste ændringer er:

  • Ny direktørstilling med ansvar for et nyt direktørområde; Økonomi, Digitalisering og Ejendomme med øget fokus på strategisk økonomi- anlæg- og porteføljestyring.
  • Nyt fagsekretariat; Udvikling, Kultur og Erhverv under kommunaldirektørens område.
  • Ny stab; Byrådssekretariatet og HR - med styrket internt organisatorisk fokus samt understøttelse af byråd m.v.
  • Fagsekretariatet Teknik og Miljø ændres, så Plan- og Byudvikling flyttes til Teknik og Miljø, og bliver en afdeling under koncernchefen for Plan, Teknik og Miljø.
  • Sammenlægning af funktioner mellem Beskæftigelse og Sundhed og Ældre og Handicap.
  • Staben Kultur, Borger og Planlægning nedlægges som stabsenhed. 
  • Justering af koncernledelsen.  

Ændringerne forventes at være på plads senest i maj. 

ka

https://www.dknyt.dkartikel/skanderborg-gearer-ledelsen-til-stor-tilflytning-og-mange-nyanlaeg