Sjælland lukker psykiatrisk afsnit af sikkerhedshensyn

Afsnittet er lukket til 31. august efter strakspåbud som følge af flere voldelige episoder
10. JUL 2020 9.53

SJÆLLAND: Et strakspåbud fra Arbejdstilsynet er medvirkende årsag til at Region Sjælland har lukket dele af en afdeling på psykiatrihospitalet Oringe i Vordingborg frem til 31. august, skriver TV2 Øst. Lukningen sker ifølge sygefaglig vicedirektør Dorthe Juul Lorenz af hensyn til sikkerheden for medarbejdere og beboere.

Den pågældende afdeling er for særligt udsatte personer med svære psykiske lidelser og sociale problemer. Patienterne er frivilligt indlagt og kan derfor forlade afdelingen uden opsyn af personalet, selvom de kan være til fare for andre og have en behandlingsdom.

Strakspåbuddet og lukningen kommer efter flere episoder mellem udadreagerende patienter og ansatte der har frygtet for deres liv. I begyndelsen af sidste måned kulminerede det med ildspåsættelse og hærvæk i en grad, så politiet satte ind med betjente med maskinpistoler og skudsikker vest. 

Mens det pågældende afsnit er lukket, sendes flere patienter til andre behandlingstilbud. Man ønsker ifølge Dorthe Juul Lorenz at 'sikre, at der er nok erfarent personale, og derfor samler vi personalet på det ene afsnit', siger hun til TV2 Øst

mk

OPDATERING kl. 12.25: Det fremgik oprindeligt af artiklen, at der er tale om lukning af en afdeling, det er retteligt et afsnit. DK Nyt beklager fejlen.

 

https://www.dknyt.dkartikel/sjaelland-lukker-psykiatrisk-afsnit-af-sikkerhedshensyn