DK Nyt

Rudersdal vil reducere sygefraværet med 4.000 dage

KORT NYT21. MAJ 2021 13.47

RUDERSDAL: Sygefraværet i Rudersdal Kommune er højere end i mange andre kommuner, svarende til 4.000 fraværsdage mere end landsgennemsnittet. Det skal nu nedbringes med nye tiltag i samarbejde med Kommunernes Udviklingscenter, Komponent, der skal rådgive kommunen med afsæt i analyser af sygefraværet. Det skriver kommunen.

Det har i flere år været en målsætning at nedbringe sygefraværet i Rudersdal. Kommunens enheder, skoler og institutioner har arbejdet med statistikker, sygesamtaler og motivation og trivsel for at nedbringe fraværet. Med samarbejdet med Komponent styrkes datagrundlaget, så indsatser kan målrettes i endnu højere grad. Ledere og medarbejdere skal involveres i indsatserne for at skabe ejerskab og give et bedre grundlag.

Den nye tilgang bygger på erfaringer fra andre kommuner som fx Esbjerg, hvor der er set en reduktion i sygefraværet efter at have anvendt den systematiske og involverende tilgang, Rudersdal nu skal i gang med. Projektet starter i kommunens børnehuse, hvor det efterfølgende skal udrulles til social- og sundhedsområdet og derefter til resten af kommunen i løbet af efteråret under overskriften ”4.000 flere dage til borgerne”.

mh

https://www.dknyt.dkartikel/rudersdal-vil-reducere-sygefravaeret-med-4-000-dage