Rosenkrantz-Theil overvejer at flytte tilsyn af daginstitutioner
Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kalder det nuværende tilsynsniveau 'uacceptabelt' og er åben over for at gøre det statsligt.
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Rosenkrantz-Theil overvejer at flytte tilsyn af daginstitutioner

Det er uacceptabelt, at der går år mellem tilsyn i dagtilbud, lyder det fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
14. JUN 2020 16.00

Det er 'fuldstændig uacceptabelt', når der i nogle daginstitutioner kan gå flere år imellem, at der bliver ført tilsyn med institutionen.

Sådan lyder det fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om en ny undersøgelse, som fagforbundet FOA har fået lavet, der blandt andet viser, at cirka halvdelen af dagtilbuddene får besøg af tilsynet én gang årligt.

Dertil er der 35 pct., som blot får besøg af tilsynet en gang hvert andet år eller sjældnere.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, mener Pernille Rosenkrantz-Theil.

'Meget at tage fat på'

Ifølge hende er regeringen bekendt med 'store problemer' med tilsynene. Derfor blev der i februar taget en beslutning om at starte en proces, der skal rette op på området.

Den proces er dog blevet skubbet af coronaudbruddet. Uanset hvad ændrer det ikke ved, at regeringen fortsat arbejder på at forbedre tilsynsområdet.

- Det her duer selvfølgelig ikke, og det gælder ikke kun, at der er for få tilsyn. Det gælder også, at der nødvendigvis ikke er uanmeldte tilsyn, og at der ikke alle steder bliver fulgt godt nok op på røde anmærkninger i tilsynene.

- Så der er ret meget at tage fat på, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

KL: Der skal rettes op

Både daginstitutionerne og tilsynene af dem hører under kommunerne. Her er der opbakning til, at der skal rettes op på de mangler, der lige nu er.

- Vi skal have gravet ud, hvilke elementer det gode tilsyn består af, og hvordan vi kan bruge den viden til at inspirere alle kommuner til at sikre en stærkere systematik omkring tilsynene, siger Thomas Gyldal Petersen (S), formand for børne- og undervisningsudvalget i KL.

Ifølge FOA kan årsagen til, at der i nogle tilfælde går længe mellem tilsynene, være, at de pædagogiske konsulenter, der står bag de fleste af tilsynene, har alt for mange andre opgaver at tage sig af.

Overvejer decideret statsligt tilsyn

Om flere ressourcer kan være en løsning på problemet, vil ministeren endnu ikke lægge sig fast på. Hun overvejer, om ansvaret for tilsynene skal flyttes væk fra kommunerne.

- Lige nu ligger det jo i kommunerne, som også er dem, der driver daginstitutionerne. Der kunne jeg godt forestille mig en anden model, hvor man har et antal tilsyn fordelt rundt i landet, eller at man gør det decideret statsligt, siger hun.

Den mulighed er KL ikke begejstret for, da det ifølge Thomas Gyldal Petersen er bedre, hvis tilsynene er forankret lokalt.

Hvis medarbejderne er lokale, vil det nemlig være lettere og mere effektivt at rette op på de mangler, der måtte blive opdaget i tilsynene, siger han.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/rosenkrantz-theil-overvejer-at-flytte-tilsyn-af-daginstitutioner