Rigtig brug af praktik får indvandrere i job

En evaluering af to beskæftigelsesprojekter peger på, at tæt samarbejde med virksomheder, der mangler arbejdskraft, er en succesfaktor, når flygtninge og indvandrere skal i arbejde.
22. JUN 2020 12.30

Flygtninge og invandrere har højere sandsynlighed for at komme i arbejde, hvis deres praktikforløb bliver skabt i tæt samarbejde med lokale virksomheder, der mangler arbejdskraft, og hvis praktikanternes kvalifikationer bliver styrket af praktikforløbet. 

På den anden side har virksomhedspraktik en dårligere effekt, hvis den har en bredere tilgang til arbejdsmarkedet. Det viser en ny evaluering, Vive har lavet af to beskæftigelsesindsatser. 

Indsatserne 

Vive har evalueret to beskæftigelsesindsatser. 'I mål med integration' og 'Brancheorienteret tilgang'. Begge projekter skulle styrke kommunerne i at få flere flygtninge og indvandrere i arbejde.

’I mål med integration’ havde en bred tilgang og omfattede en bred målgruppe. Evalueringen fandt ingen målbar effekt på beskæftigelsen i projektet.

’Brancheorienteret tilgang’ havde fokus på lokale virksomheder, der manglede arbejdskraft, og på ledige, der blev vurderet til at have gavn af projektet. Her var effekten markant, viser evalueringnen. 


Projekterne 'I mål med integration' og 'Brancheorienteret tilgang' havde begge til formål at øge beskæftigelsen blandt flygtninge og indvandrere. Projektet 'Brancheorienteret tilgang' viste sig at have en markant effekt. Her steg mændenes beskæftigelse til knap 27 pct. sammenlignet med kontrolgruppens 19 pct.

For kvinderne var tallene også overraskende. Her steg beskæftigelsen til 14 pct. mod kontrolgruppens otte procent. Det svarer til, at kvinderne i projektet kom 73 pct. mere i beskæftigelse end kvinderne i kontrolgruppen.

Det er bemærkelsesværdigt, siger seniorforsker i Vive Frederik Thuesen, der står bag evalueringerne:

– Kvinder med flygtninge- eller indvandrerbaggrund er den gruppe, der historisk set har haft allersværest ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Men den rigtige brug af virksomhedspraktik har altså især succes med at få kvinder i arbejde. Så det her resultat er virkelig positivt og lidt overraskende, siger han.

Seniorforsker i VIVE, Frederik Thuesens fem anbefalinger til kommunerne: 

- Analyser meget nøje, i hvilke brancher i kommunen målgruppen har de bedste chancer for job.

- Arbejd på at etablere et godt og gensidigt forpligtende samarbejde med relevante virksomheder i brancherne om at sætte virksomhedspraktikker og integrationsgrunduddannelse i gang til målgruppen.

- Tilrettelægg forløbene, så de er gennemskuelige og med klare mål for deltagerne.

- Arbejd målrettet på at styrke målgruppens kvalifikationer og erfaring ved at bruge veltilrettelagte praktikforløb på virksomhederne.

- Overvej, hvordan en brancheorienteret tilgang eventuelt kan bruges som en træningsbane til at komme i gang med en integrationsgrunduddannelse.

 

Hent hele undersøgelsen her. 

rbr

https://www.dknyt.dkartikel/rigtig-brug-af-praktik-faar-indvandrere-i-job