DK Nyt
Retningen i klimaindsatsen er der - men ikke farten
Lad K'et i KV21 stå for klima, foreslog den tidligere EU-klimakommissær Connie Hedegaard.
Foto: Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix

Retningen i klimaindsatsen er der - men ikke farten

KLIMAFOLKEMØDE Samarbejder i nye fællesskaber og inddragelse af borgerne er sikre og nødvendige veje til øget politisk klimahandling.
2. SEP 2021 14.44
TEMA: KV21

MIDDELFART: - Det er vist ved at synke ind, at der er behov for klimahandling, indledte Connie Hedegaard lakonisk en seance på klimafolkemødet i Middelfart med tanke på sommerens oversvømmelser i Tyskland og Belgien med 184 og 42 døde. Med andre ord så viser alarmerende konsekvenser af klimakrisen sig nu tættere og mere dødbringende på os i Danmark. 

"Bliv skarpere" lød hendes anbefaling til de politikere og andre beslutningstagere i kommuner og regioner, som nu skal finde nye løsninger i den kompleksitet, klimakrisen udgør. For hende er samarbejder i nye fællesskaber i en dimension, vi ikke har kendt til før, vejen frem. 

Og for EU's første klimakommissær nogensinde - og nuværende Concito-formand - betød "nye fællesskaber" at gå på tværs af kommunegrænser, sektorer, generationer og privat-offentlige aktører.

Mangeårigt medlem af Klimabevægelsen Per Henriksen tog tråden op og mente, at den nuværende politiske klimaretning for så vidt er god nok, men farten er ikke.

Han advarede politikerne mod misforstået angst for de svingvælgere, der ikke umiddelbart er villige til at betale en høj pris for grøn omstilling. Men anbefalede nær, personlig og konkret klimahandling, der kommer tæt på borgernes hverdag, som da Hjørring Kommune sammen med DR forsøgte at bringe biodiversitetsdebatten ind i på plænerne i parcelhushaverne.

Omstillingen må godt koste

KU-professor Lars Tønder fremhævede undersøgelser fra før, corona stjal det politiske billede, og konkluderede, at et flertal i befolkningen faktisk higer efter politiske klimainitiativer - fra staten, men endnu mere fra kommuner og regioner.

Han vurderer, at gennemsnittet af befolkningen faktisk er ganske parat til, at grøn omstilling godt må koste noget - i økonomi og levestandard.

For ham er en af vejene fremad at inddrage borgerne mest muligt i lokale klimainitiativer. Klimaborgertinget, der i et halvt års tid under corona involverede 99 tilfældigt udvalgte borgere, er et af eksemplerne på, at mere viden giver mere motivation til forandring.

Efter klapsalverne blandt de fremmødte i teltet at dømme vandt det på mødet genklang at lade K'et i KV21 stå for klima, som Connie Hedegaard foreslog.

https://www.dknyt.dkartikel/retningen-i-klimaindsatsen-er-der-men-ikke-farten