Rekordmange seniorer får tilkendt førtidspension

På et år er antallet af personer på 60-64 år, der får tilkendt førtidspension, steget med over 50 pct.

Der er på kort tid sket en markant stigning i antallet af seniorer, der får tilkendt førtidspension. I 2019 fik 3.810 i aldersgruppen 60-64 år således tilkendt en førtidspension, hvilket er en stigning på mere end 50 pct. i forhold til året før, som også markerede en rekord.

Det viser tal fra Jobindsats.dk, der er en database over beskæftigelsestal under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Udviklingen er et udtryk for, at seniorer i dag kun har begrænset mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før folkepensionen. Det forklarer arbejdsmarkedsforsker  Per H. Jensen fra Aalborg Universitet:

- Den markante udvikling skyldes, at der er gennemført en efterlønsreform, som betyder, at mange af dem, der har behov for at forlade arbejdsmarkedet, ikke længere kan bruge efterlønnen som en udgang. Derfor må de søge over i andre ordninger som for eksempel førtidspension eller sygedagpenge, siger han.

Antallet af seniorer, der får førtidspension, er næsten firedoblet, siden man i 2012 indførte en førtidspensionsreform. Den betød blandt andet, at det skulle blive sværere at få tilkendt en førtidspension, og selv meget svage blev sendt i arbejdsprøvning og ressourceforløb. Det fik hurtigt niveauet til at falde til blot 834 tilkendte førtidspensioner i 2013. Siden er antallet steget støt.

Ikke positive tal
Men selvom vejen til førtidspension tilsyneladende er blevet lettere, så er der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, ikke tale om en positiv udvikling.

- Man kan ikke kalde det en positiv tendens, at flere kommer på førtidspension. Men omvendt er det positivt i den forstand, at nogle seniorer, der har haft det virkelig dårligt, og som er blevet kastet rundt i systemet, nu ser ud til at få denne mulighed, siger AE's direktør Lars Andersen.

Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen mener, at stigningen skyldes, at mange nedslidte seniorer mangler en værdig udvej fra arbejdsmarkedet.

- Disse tal viser, at der er rigtig mange i den aldersgruppe, der ikke kan holde til at gå på arbejde. Og det skal vi tage seriøst, siger han.

Socialdemokratiet ventes at præsentere en model for differentieret pensionsalder senere på året, som ifølge Leif Lahn Jensen vil være en del af løsningen. Ifølge Per H. Jensen vil det dog være svært at udvikle en model, der virker for alle.

- Når man kigger på erfaringer fra udlandet, så har det vist sig at være svært at finde en bæredygtig model for en differentieret pensionsalder, siger han.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/rekordmange-seniorer-faar-tilkendt-foertidspension