- Regeringens udsættelse af ny lov om styreform er katastrofal

DEBAT - I KL's bestyrelse er vi helt uforstående over for regeringens beslutning om at udskyde fremsættelsen af det lovforslag, der skulle føre til en ændring af styreformerne i de store byer, siger KL's formand Jan Trøjborg.
16. DEC 2010 13.07

Af KL-formand Jan Trøjborg

Det er stort set umuligt at åbne en avis, uden at en minister belærer kommunerne om, hvordan de kan spare og effektivisere, så pengene rækker længere. Derfor er det så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at regeringen ikke ønsker at sparke til en bold, der ligger lige til højrebenet - og som dokumenteret vil kunne medføre markante og hurtige administrative effektiviseringer og besparelser.

Vi har i KL's bestyrelse drøftet sagen flere gange, og vi er 100 pct. klar til en justering af styreformerne i de store byer. Sagen haster, for at en ny styreform kan nå at være forberedt og implementeret i de store byer inden næste kommunalvalg i 2013. Det her handler jo ikke blot om at etablere et nyt kontorfællesskab for 10 medarbejdere, men om en meget omfattende ændring af de store byers administrationer.

En udskydelse af beslutningen vil presse gennemførelsen af ændringerne inden næste kommunalvalg unødigt. Derfor må regeringens tøven med at få truffet en beslutning og gennemført den nødvendige lovgivning nærmest karakteriseres som katastrofal.

Al erfaring - også i staten - med at gennemføre administrative reformer viser, at en succesfuld implementering kræver ordentlig tid til forberedelserne.

I bestyrelsen er det vores holdning, at regeringen bør fremsætte lovforslaget til februar, som forudsat i regeringens lovprogram, så vi kan få en afklaring af styreformerne i de store byer nu. Det folketingsvalg, der skal afholdes i 2011, må ikke forsinke denne sag yderligere.

Formand for KL, Jan Trøjborg (S)

https://www.dknyt.dkartikel/regeringens-udsaettelse-af-ny-lov-om-styreform-er-katastrofal