Regeringen vil udskyde moms og skat for små virksomheder

Også små og mellemstore virksomheder får nu en hjælpende hånd fra regeringen. Den har været stærkt efterspurgt.
16. MAR 2020 12.00
TEMA: Corona

Regeringen vil udskyde moms og skat for små og mellemstore virksomheder. Det vil give 40 mia. kr. i likviditet, oplyser Skatteministeriet.

Det har været stærkt efterspurgt politisk, siden regeringen sidste uge præsenterede en hjælpepakke, der hovedsageligt hjalp større virksomheder.

- Danmark er et iværksætterland med mange små og mellemstore virksomheder. De virksomheder og deres medarbejdere ønsker regeringen at hjælpe bedst muligt gennem de nuværende udfordringer.

- De nye forslag giver danske virksomheder en nødvendig buffer på likviditeten. Det her er et vigtigt skridt. Men vi arbejder samtidig på yderligere initiativer, der holder hånden under vores selvstændige, siger skatteminister Morten Bødskov (S).

B-skat udskydes
Med den nye pakke vil regeringen udskyde momsbetalinger for små og mellemstore virksomheder. Samtidig vil betalingen af B-skat, som mange mindre virksomheder bruger, blive udskudt.

Ifølge Skatteministeriet vil udskydelsen af moms for små virksomheder give dem ekstra likviditet - penge i kassen - for 15 mia. kr. og 20 mia. kr. for mellemstore virksomheder. Udskudt B-skat vil ifølge ministeriet styrke likviditeten med fem mia. kr.

De nye forslag vil blive skrevet ind i den lov om støtte til større virksomheder, der allerede er ved at blive behandlet i Folketinget. Samlet estimerer ministeriet, at loven vil give virksomheder i Danmark 165 mia. kr. i likviditet grundet udskudte skattebetalinger.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/regeringen-vil-udskyde-moms-og-skat-for-smaa-virksomheder