Regeringen med bøn til danskerne: Stop med at hamstre
Flere supermarkeder åbnede med køer foran dørene torsdag morgen. Her er vi i Aalborg.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Regeringen med bøn til danskerne: Stop med at hamstre

Onsdag aften strømmede folk ud for at handle dagligvarer, fordi Danmark lukkes ned på grund af coronakrisen - men vi mangler ikke varer i butikkerne.

Alle skal handle som normalt og ikke hamstre på grund af coronakrisen. Det er budskabet fra fødevareminister Mogens Jensen (S) på et pressemøde torsdag morgen.

- Vi opfordrer til at handle normalt og følge de råd, der er. Det vil sige, at man sørger for at holde afstand. Man sørger for ikke at nyse ud i det åbne rum, og de andre råd der er givet, siger Mogens Jensen.

Han vurderer, at folk har handlet på grund af nervøsitet omkring coronasituationen.

Ministeren er overbevist om, at når man befolkningen nu hører, hvordan situationen reelt er i forhold til fødevarer og dagligvarer, at hamstringen stopper.

Hvis ikke, så kan butikkerne, som de allerede kan i dag, sætte begrænsninger på antal af en specifik vare, hver person må købe.

- Dette område kræver ikke lovgivning eller restriktioner, hvis folk bare opfører sig snusfornuftigt, siger Mogens Jensen.

Budskabet omkring hamstring var det samme onsdag aften fra statsminister Mette Frederiksen (S). Der er ikke er grund til at hamstre fødevarer, selv om store dele af Danmark lukker ned som følge af coronavirusset, sagde hun.

Storm på butikker
Alligevel stormede folk onsdag aften i supermarkederne og hev varer ned fra hylderne. Torsdag morgen sender regeringen endnu en gang en stærk appel til danskerne og beder indtrængende borgere om at lade være med at købe flere fødevarer, end man har brug for.

Regeringen afventer situationen og indfører ikke på nuværende tidspunkt lovgivning, som kan bremse hamstring.

Supermarkederne har allerede i dag mulighed for at begrænse, hvor meget kunderne køber af hver vare.

Der er varer nok, understreger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

- Der er en tæt kontakt mellem detailhandlen og regeringen, og meldingen fra butikkerne er klar: Butikkerne holder åbent som sædvanligt. Der er varer på lager, og lastbilerne kører som normalt.

- Der er varer til alle. Derfor er der ingen grund til at have meget travlt med at handle ind. Vi maner til ro og besindighed. Lad os hjælpe hinanden med at komme stille og roligt igennem denne nye situation for Danmark, siger Simon Kollerup.

Han håber på, at tingene vender tilbage til normal tilstand i forhold til at handle ind de kommende dage.

- Hvis vi bare handler, som vi plejer, så finder det her sit naturlige leje igen, siger han.

Opdateret 09.56

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/regeringen-med-boen-til-danskerne-stop-med-at-hamstre