Råd til indkøb: Penge at hente på tjenesteydelser, flyt fokus derhen

KØF Der er rigtig meget at komme efter, bare ved at man ikke nøjes med leverandørens egne kontrakter.
9. JAN 2020 14.45

AALBORG: Der er penge at hente på det kommunale indkøbsområde, mange penge, hvis man gør det rigtigt. En workshop på KL's Kommunaløkonomiske Forum gav med nogle cases eksempler på hvordan, især hvad angår det, man ikke skal interessere sig for.

Kommuner køber årligt ind for 93 mia. kr. hos private leverandører og for 37 mia. kr. hos offentlige. De helt store områder er bo- og opholdstilbud, håndværkere og rådgivning. De tre tegner sig for en tredjedel af det samlede indkøbsvolumen, mens det som indkøbsafdelinger traditionelt beskæftiger sig med, varer, kun summer op til 15 pct. af de kommunale indkøb.

Fra Fredensborg Kommune fortalte direktør for Børn, Skole, Økonomi, Løn og Udbud Mads Toftegaard Madsen, hvordan der ikke alene skulle mere ledelsesmæssig fokus, men også politisk opbakning til for at gå ind på mere komplicerede områder, af den slags der kunne tænkes at blive skrevet om, som han sagde. Kommunens chefindkøber Jennifer Nyhus Brethvad gav eksempler fra det specialiserede socialområde, hvor man ofte blot bruger leverandørernes kontrakter med, hvad de indebærer at muligheder for ekstraregninger.

Der er på området en umiddelbar tøven over for at forhandle løsninger for de svageste borgere, men anskuet lidt anderledes, betyder det også, at der er penge at hente til bedre tilbud til dem. I Fredensborg har fagområdet nu sammen med indkøbsfunktionen lavet standardkontrakter med bedre beskrivelser, bedre muligheder for opfølgning, færre ekstraregninger og i det hele taget større sammenhæng mellem kvalitet og økonomi.

- Der er rigtig meget at komme efter, sagde Jennifer Nyhus Brethvad.

Fra Rudersdal Kommune gav økonomichef Peter Lassen yderligere et eksempel på, hvordan man havde skiftet sit fokus fra, hvor effekten er mindst, varer, til hvor den er størst, tjenesteydelser. Også her var bedre kontrakter en virksom metode, men også en ændret måde at anskue problematikken på har haft virkning, fx ved at se på forbrugsadfærd i stedet for indkøbsadfærd.

Myndighedschef Frederik Kongsgaard supplerede med at fortælle, hvordan man yderligere har udfordret vanetænkningen ved at gøre fagpersoner på områderne til sagsbehandlere på kontrakterne med leverandørerne.

Endelig gav partner Christian Svane fra Prokura et par fif fra det private område, nemlig at sigte højt med sine ambitioner. Selvom man går efter 30 pct., er selv 15 pct. også et godt resultat, og hvis man spreder sin indsats jævnt ud over det hele, kan man typisk hente et par procent, de store beløb kommer derimod ved at træffe valg.

 

https://www.dknyt.dkartikel/raad-til-indkoeb-penge-at-hente-paa-tjenesteydelser-flyt-fokus-derhen