DK Nyt

Ny hjælpepakke til kulturområdet:
Penge på vej til trængte ugeaviser

Ugeaviser får 40 mio. kr. som kompensation for tabt annonceindtjening.
20. MAR 2021 9.45

FOLKETINGET: Regeringen, R, SF, EL, V og K har indgået en ny aftale om kompensation til flere dele af kulturlivet. Den indeholder hjælp til trængte ugeaviser, en forlænget og forøget aktivitetspulje samt udmøntning af midler til genstartsinitiativer. Partierne er enige om at afsætte 40 mio. kr. til lokale ugeaviser i perioden fra 9. december 2020 til 28. februar 2021 som kompensation for tabt annonceindtjening.

Derudover vil den såkaldte aktivitetspulje, der har eksisteret siden efteråret og er målrettet kulturaktører, blive videreført i perioden 1. maj til 20. juni 2021. Der afsættes yderligere 200 mio. kr. til puljen, som vil blive forlænget til og med 31. august, hvis der fortsat er restriktioner.

Samtidig er det aftalt, at 50 mio. kr. fordeles til en række initiativer anbefalet af genstartsteamet under Kulturministeriet. Det gælder for eksempel et innovationslaboratorium, der blandt andet skal udvikle en national kampagneindsats og indsamle data om kultur- og idrætslivets brugere under corona.

- Med ekstra midler til både aktivitetspulje og genstartsaktiviteter giver vi god rygstøtte til kulturen og idrætten, der desværre fortsat er hårdt ramt på grund af corona. Derudover er vi klar med en særlig hjælp til ugeaviser, som har haft hårde økonomiske betingelser under nedlukningen. Vi skal værne om det nære lokale demokrati, som ugeaviserne er en vigtig medspiller i, siger kulturminister Joy Mogensen (S).

eo

https://www.dknyt.dkartikel/penge-paa-vej-til-traengte-ugeaviser