Som en del af den såkaldte sommerpakke, der skal hjælpe turismeerhvervet, tilbyder 53 færgeruter i Danmark gratis rejser for alle gående og cyklister i hele juli.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

På gåben eller cykel? Så er færgeturen gratis

For at booste sommerturismen er 53 færgeruter gratis for gående og cyklister hele juli.

Turismen har denne sommer brug for et boost. Det hjælper Transportministeriet nu til med ved at gøre 53 færgeruter gratis for cyklister og gående. Det oplyser Transport- og Boligministeriet.

Det er et led i sommerpakken, som også byder på billigere færger i august og september, billige Orange-billetter og rejsepas. 

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) er den gratis mulighed en kærkommen håndsrækning til øernes kultur- og erhvervsliv.

- Stort set alle vores indenrigs færgeruter kommer nu i spil i danskernes sommerferieplaner, og det er meget positivt at mærke, hvordan vi alle ønsker at give hinanden de bedste forudsætninger for en god sommerferie herhjemme; nu når grænserne ikke er så åbne, som vi er vant til, siger ministeren.

Færgerne er klar

Ifølge Danske Rederier går der en færge til eller fra en dansk havn hvert minut, så det er en nem løsning at nå til en ø, og brancheorganisationen ser frem til en travl sommer. 

- Vi forventer, at en del gående og cyklende turister vil benytte sig af denne mulighed henover juli, og da flere end normalt nok vælger at blive i Danmark denne sommer, ser vi frem mod en travl periode for indenrigsfærgerne, selvom seksdages reglen fortsat begrænser antallet af udenlandske gæster, siger Jacob K. Clasen, vice-adm. direktør i Danske Rederier.

Deltagende færgeselskaber får refunderet den manglende billetindtægt af staten. Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet står bag sommerpakken.

Ruterne gælder:

Sjællands Odde-Ebeltoft, Sjællands Odde-Aarhus, Køge-Rønne, Gudhjem-Christiansø, Hundested-Rørvig, Havnsø-Sejerø, Holbæk-Orø, Kalundborg-Samsø, Stigsnæs-Agersø, Stigsnæs-Omø, Stubbekøbing-Bogø, Bandholm-Askø, Fejø-Kragenæs, Femø-Kragenæs, Tårs-Spodsbjerg, Fåborg-Søby, Fåborg-Avernakø-Lyø, Svendborg-Ærøskøbing, Svendborg-Skarø-Drejø, Rudkøbing-Marstal, Rudkøbing-Strynø, Assens-Baagø, Søby-Fynshav, Bøjden-Fynshav, Ballebro-Hardeshøj, Barsø Landing - Barsø, Aarø-Aarøsund, Snaptun (Horsens)-Endelave, Hov-Samsø, Hov-Tunø, Hammer Bakke-Orø, Grenaa-Anholt, Udbyhøj Nord - Udbyhøj Syd, Hals-Egense, Frederikshavn-Læsø, Feggesund overfart, Næssund overfart, Hvalpsund-Sundsøre, Branden-Fur, Kleppen-Venø, Thyborøn-Agger, Esbjerg-Fanø, Livø-Rønbjerg, Mellerup-Voer, Marstal-Birkholm, Faaborg-Bjørnø, Aalborg-Egholm, Hjarnø-Snaptun, Kulhuse-Sølager, Seahawk (Øhop Sydfyn), Hjarnø-Alrø, Havnsø-Nekselø og Svendborg-Hjortø.

Kilde: Transport- og Boligministeriet

 

ibs

https://www.dknyt.dkartikel/paa-gaaben-eller-cykel-saa-er-faergeturen-gratis