Også Helsingør vil belønne at flytte fra ghettoområde
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Også Helsingør vil belønne at flytte fra ghettoområde

Helsingør stemmer for at tilbyde økonomisk flyttehjælp fra boligområde for at undgå ghettostempel.
28. JAN 2020 12.32
TEMA: Ghettoplan

HELSINGØR: For at undgå, at boligområdet Nøjsomhed i Helsingør ender på den hårde ghettoliste, har man måtte tage alternative midler til overvejelse i byrådet. Her har Social- og Beskæftigelsesudvalget eksempelvis anbefalet at tilbyde 96 familier penge for at flytte, ligesom man også overvejer tvangsflytninger. Det skriver Frederiksborg Amts Avis og TV2 Lorry.

Ifølge anbefalingen fra administrationen til Helsingør Kommune skal beboerne tilbydes i gennemsnit 25.000 kr. hver for at flytte. I alt en kommunal udgift på 1,9 mio. kr. Nogle familier vil blive tilbudt op til 40.000 kr. 

- Det handler om, at vi står i en situation, hvor vi nok kan forvente, at det kommer til at tage et stykke tid, før vi kommer i gang med helhedsplanen. Det betyder, at dem, der bor i de 96 lejligheder, står i en uvis situation, for de ved ikke, hvornår de skal flytte, fortæller borgmester Benedikte Kiær (K) til TV2 Lorry.

Mandag aften var Nøjsomhed igen på dagsordenen i byrådet. Her stemte et flertal bestående af K, V og størstedelen af S' byrådsgruppe for at gå videre med planerne om tvangsflytning og økonomisk flyttetilskud, skriver Frederiksborg Amts Avis. 

Tidligere har Odense taget lignende midler i brug for ligeledes at undgå, at bestemte boligområder skulle ende på ghettolisten. Her tilbød kommunen eksempelvis beboere med en plet på straffeattesten at flytte fra området Solbakken med en flyttehjælp på 15.000 kr. Kun tre valgte dog at benytte sig af tilbuddet, mens det var nødvendigt at 10-15 personer havde takket ja, for at man kunne undgå en nedrivning af beboelse i området, skrev TV2 Fyn.

esl

https://www.dknyt.dkartikel/ogsaa-helsingoer-vil-beloenne-at-flytte-fra-ghettoomraade