Østjysk læge anklages for at bedøve kvinde før sex

Læge fra Djursland anklages for at have tvunget sig til sex med kvinde, som var påvirket af sløvende stof. Sagen er genoptaget efter coronapause.
3. JUL 2020 13.24

En læge fra Djursland tvang sig til oralsex med en kvinde, som han havde bundet på ankler og håndled. Han skal i flere tilfælde også have forgrebet sig på kvinden, efter at han havde givet hende et bedøvende stof.

Og da kvinden ville anmelde forholdene til politiet, truede lægen kvinden på livet til at trække anmeldelsen tilbage. Det er nogle af anklagepunkterne mod en 60-årig læge ved Retten i Randers.

Anklager Birgitte Ernst fra Østjyllands Politi er fredag nået til sine afsluttende bemærkninger i sagen, der har været udsat grundet coronasituationen. Hun kalder lægen for 'snu', 'manipulerende' og 'dominerende'.

- Han er dobbelt så gammel som hende (den forurettede kvinde, red.), han har ordet i sin magt. Og han manipulerer og dominerer hende, lyder det fra anklageren.

Brud på autorisationsloven

Lægen har tidligere under sagens behandling i retten været henvist til et tilstødende lokale. Ifølge anklageren fordi han ikke har kunnet holde sig tilbage og er kommet med bemærkninger, uden at han har fået ordet.

- Du gør mig syg, skal lægen have ytret direkte henvendt til anklageren.

Kvinden, der har anmeldt lægen, har i retten forklaret, at lægen gav hende et sløvende stof. Hun har også forklaret, at hun ikke ikke kunne få vejret og kastede op, når lægen havde oralsex med hende.

Lægen er også tiltalt for brud på autorisationsloven ved at have udskrevet afhængighedsskabende medicin til kvinden, som han havde det seksuelle forhold til.

- Stort set hver måned i halvandet år har han udskrevet store doser afhængighedsskabende medicin til hende, lyder det fra anklageren.

Selv nægter lægen alle anklagerne mod ham.

Hvis de tre dommere og seks nævninge finder ham skyldig, risikerer han fængsel og frakendelse af retten til at virke som læge.

Der ventes først dom i sagen til august.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/oestjysk-laege-anklages-for-at-bedoeve-kvinde-foer-sex