Ekstra penge i lønposen:
Odense-chefer fik resultatløn i år med budgetkaos

Chefer i Odense Kommunes Børn- og Ungeforvaltning har fået ekstra lønkroner, selv om økonomien sejlede.

ODENSE: De øverste chefer i Odense Kommunes børn- og ungeforvaltning har gennem flere år fået udbetalt resultatløn. Og det er sket, selvom der i flere af årene har været økonomisk kaos i dele af forvaltningen. Det fortæller DR Fyn.

DR Fyn har fået aktindsigt i en opgørelse over udbetaling af resultatløn i forvaltningen over de seneste år samt resultatlønskontrakter for forvaltningsdirektøren i samme periode.

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, har set materialet. Han mener ikke, det giver mening at belønne chefer, når økonomien sejler i deres afdeling.

- Når der er den slags problemer, som der er kommet frem, er det ikke rimeligt, at man får en resultatløn, der afspejler, at man er lykkedes fuldstændig med sin ledelsesopgave. Så er der noget i vejen med den måde, man har lavet resultatlønsmodellen på, siger han.

Per Nikolaj Bukh vurderer, at mange af målene, der har været sat op for forvaltningsdirektøren, ikke er særligt krævende i forhold til, hvad man kan forvente af en direktør. De har også kun sjældent noget at gøre med grundlæggende opgaver som økonomistyring.
Og så er mange af dem svære at følge op på, mener han.

4,6 mio. kr. på fem år

I starten af juni udkom en rapport, lavet af revisionsfirmaet BDO, der viste, at der i forvaltningen er blevet brugt penge uden at skele til budgettet, og der er opstået en kultur, hvor man bruger for mange penge med den undskyldning, at der er for få.

Rapporten blev bestilt efter en budgetoverskridelse i år på cirka 70 mio. kr. på det specialiserede specialområde. Også de foregående år har der været budgetoverskridelser i forvaltningen.

Alligevel har de tre øverste ledelseslag i Odense Kommunes Børn- og ungeforvaltning fået udbetalt sammenlagt 4,6 mio. kr. i resultatløn over de seneste fem år.

I 2019, hvor Børn- og ungeforvaltningen også kæmpede med store budgetoverskridelser, fik den nu afdøde forvaltningsdirektør, Poul Anthoniussen, fuld udbetaling på sin resultatløn – kun fraregnet årets sidste måned, hvor han døde i en bilulykke. Han fik udbetalt næsten 150.000 ud af 160.000 kr. i bonus.

Også i ledelseslaget lige under direktøren har der været resultatløn på trods af problemerne. Det gjaldt blandt andre nu afgående familie- og velfærdschef, Morten Jessen Madsen, der fik udbetalt godt 91.000 kr. i resultatløn i 2019 ud af rammen på 93.000 kr.
Det har ikke været muligt at få indblik i, hvilke mål ledelsen under den administrerende direktør skulle leve op til for at få udbetalt resultatløn.

Resultatlønnen er afskaffet fra i år

Det er stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen, der har vurderet opfyldelsen af målene for udbetaling af resultatløn til kommunens forvaltningsdirektører.

Han mener, det er nogle konkrete mål, der har været sat op, men han mener også, at man kan godt leve op til kravene for at få udbetalt resultatløn uden nødvendigvis at leve op til de basale ledelseskrav.

- Det at få udbetalt sin resultatløn er ikke et udtryk for at man har levet fuldt op til sine ledelsesmæssige opgaver som direktør, siger han til DR Fyn.

Der har dog været en erkendelse i kommunen af, at resultatlønnen overordnet ikke fungerer efter hensigten. Derfor er den blevet afskaffet fra og med 2020 i alle forvaltninger.

ibs

https://www.dknyt.dkartikel/odense-chefer-fik-resultatloen-i-aar-med-budgetkaos