DK Nyt

Ny plan vil sikre effektiv udtagning af landbrugsjord

KL, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer kommer med en fælles plan med fire tiltag for at nå målene for kvælstofreduktion i landbruget.

Sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer har KL fremlagt en plan for at nå de danske klima- og kvælstofmål på landbrugsområdet. De tre organisationer foreslår mere effektiv organisering af indsatsen, en styrkelse af hovedaktørerne, og at der sikres bedre koordinering for at sikre, at der nås i mål med udtagningen af landbrugsjord. Det skriver KL.

I planen er hovedaktørerne kommunerne og en gruppe af udtagningskonsulenter. Kommunerne spiller i dag en central rolle i udtagning af landbrugsjord, og planen er, at konsulenterne skal opsøge lodsejere til udtagning af mindre arealer. Dertil vil de tre organisationer have sikret, at der er de rette redskaber til at sikre, at lodsejerne vil indgå i projekter for udtagningen af landbrugsjord.

Parterne vil øge tempoet for udtagninger og udover de nævnte tiltag, skal det ske ved at styrke samarbejdet på tværs af myndigheder og landbrug, og der skal gives flere værktøjer som dem, der fx er set ved indsatser for etablering af vådområder til gavn for vandmiljøet. Overordnet er målet at få skabt nogle mere smidige rammer for indsatsen, tænke indsatser sammen og involvere de forskellige parter.

Fire konkrete tiltag

Planen for en reducering i klimagasserne fra kulstofrig lavbundsjord, der udgør ca. en tiendedel af Danmarks klimaaftryk, bygger på den ni-punkts-plan, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer kom med tidligere på året. Men sammen med KL kommer de nu med fire nye konkrete indsatser for en effektiv jordudtagning.

  • Koordineringen og samarbejde: Der skal etableres lokale samt en national styregruppe, der skal sikre rammevilkår, fremdrift, samarbejde mellem og involvering af de forskellige aktører på området.
  • Kommunale midler: Der skal tilføres midler til kommunale indsatser, og der skal bygges videre på erfaringerne fra etablering af vådområder til også at omfatte udtagning af jord. Flere midler skal bl.a. være med til at sikre en hurtigere sagsbehandling af tilladelser til projekter.
  • Organisation for udtagningskonsulenter: Der skal etableres organisationer for udtagningskonsulenter, og de skal tilføres statslige midler, så de kan opsøge og skabe tidlig dialog med lodsejere. Derudover skal konsulenterne også kunne spille en rolle i koordineringen af større projekter.
  • Flere redskaber: Der er brug for flere redskaber til planlægning og gennemførelse af projekter. Fx tilskud til projektledelse, jordfordeling og køb og salg af jord til markedsprisen. Der skal sikres kompensation for værditab og laves en pulje til afværgeforanstaltninger og naturtilskudsordninger.

mh

https://www.dknyt.dkartikel/ny-plan-vil-sikre-effektiv-udtagning-af-landbrugsjord