DK Nyt

Ny IT-chef til Fredensborg

Den 45-årige Thomas Fænø kommer fra en stilling som IT-chef i KL-huset i København
KORT NYT6. JUN 2012 9.32

FREDENSBORG: Kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen byder Thomas Fænø velkommen til arbejdet i kommunen:

- Vi glæder os til samarbejdet. Thomas Fænø har i ansættelsesforløbet dokumenteret stor og bred indsigt i den grundlæggende teknologi og de forudsætninger, der skal til for at drifte kommunens IT. Samtidig har han de fornødne kompetencer, der skal til for at lede og være chef for en stor gruppe medarbejdere i kommunen, siger kommunaldirektøren.

Foruden sine solide IT-færdigheder har Thomas Fænø læst erhvervsjura på CBS og filosofi på Københavns Universitet.

- Fredensborg kommune har en god og visionær IT-strategi, der kan være med til at sætte den digitale dagsorden i Danmark. Jeg glæder mig til at være med til at føre tankerne og idéerne ud i livet på rådhuset, skolerne og de øvrige institutioner i kommunen, siger han.

Fredensborg Kommunes nye IT-chef er gift og har to børn. Han og familien bor i centrum af København. Thomas Fænø er startet i sin nye stilling 1. juni.

tsp

 

 

https://www.dknyt.dkartikel/ny-it-chef-til-fredensborg