Ny intelligenstest for børn og unge er ekstrem fleksibel

CAS-Testen fremhæver ikke blot problemområder, men også børn og unges stærke sider

En høj grad af kultur-uafhængighed i testen gør den desuden velegnet til fremmedsproglige børn. Norske psykologer anvender med succes CAS-testen til pædagogisk psykologisk vurdering, oplyser Munkholm.

CAS-testen, som snart kommer til Danmark, bygger på et bredere intelligensbegreb end traditionelle intelligenstest. Testen favner flere aspekter af børn og unges intelligens og formår på kvalificeret vis at stille skarpt på meget forskellige børn - eksempelvis etniske minoriteter, børn og unge med indlæringsvanskeligheder og opmærksomhedsproblemer, svagt begavede, særligt begavede osv.

Det er Munkholm Kursus- og Projektcenter, som lancerer den danske version af CAS-testen i april måned.

Dynamisk forståelse af intelligens
- CAS-testen bygger på en mere dynamisk forståelse af intelligens end de test, vi hidtil har anvendt her i landet, og vi glæder os til at præsentere den nye test for de danske psykologer. En af CAS-testens mange styrker er, at den udpeger både de svage og stærke sider hos barnet, siger Lotte Behrend, der leder Munkholm Kursuscenter.

Fra april udbyder Munkholm certificeringskurser, som er målrettet psykologer, der er ansat i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

I Norge har CAS-testen været anvendt til måling af børn og unges kognitive evner siden 2007, og her har man gode erfaringer med testen som psykologisk-pædagogisk vurderingsredskab. Erfarne psykologer i den norske Pædagogisk-Psykologisk Tjeneste (svarende til den danske PPR) bedømmer testens praktiske anvendelighed og forudsigelsesevne meget positivt. I dag anvendes CAS-testen i cirka hver tredje norske kommune.

Om CAS-testen
Cognitive Assessment System (CAS) er en evne- eller intelligenstest, som er udviklet med udgangspunkt i Das & Naglieris udvidede intelligensbegreb i PASS-teorien. Testen måler kognitiv og neuropsykologisk funktionsevne på fire skalaer, nemlig i forhold til: planlægning og opmærksomhed samt simultane og successive processer.

tj

 

https://www.dknyt.dkartikel/ny-intelligenstest-for-boern-og-unge-er-ekstrem-fleksibel