DK Nyt
Ny fond med 150 millioner til at spare energi

Ny fond med 150 millioner til at spare energi

Dansk Energi opretter nu en stor almen nyttig fond på energiområdet, som bliver suverænt den største af sin art
7. JUL 2011 10.28

Energibesparelser får nu sin egen fond med 150 millioner kroner. Pengene skal fordeles til projekter, der kan sætte fokus på og fremme energibesparelser, vedvarende energi og et fossilfrit energisystem.

Pengene kommer fra danske elnetselskaber, fonden får til huse i Dansk Energi og Anne Grete Holmsgaard, folketingsmedlem for SF, bliver formand for fonden.

- Jeg glæder mig til at blive en del af denne unikke nyskabelse på energiområdet. Der et stort behov for at formidle konkret viden om energibesparelser tæt på borgerne og ikke mindst motivere danskerne til at engagere sig i energi- og klimaspørgsmål. Med denne fond kan vi støtte nogle af de mange engagerede personer og organisationer, som brænder for at effektivisere vores energiforbrug og omstille til et fossilfrit energisystem, siger Anne Grete Holmsgaard.

Skal tiltrække EU-midler
Fondens bestyrelse består desuden af Henrik Lund, Professor AAU, foredragsholder og forfatter Christine Feldthaus og Lars Aagaard adm. direktør i Dansk Energi.

Fonden skal blandt andet støtte Energitjenesten, Det Økologiske Råd, Energi Akademi Samsø og Folkecenter for Vedvarende Energi, som tidligere har modtaget støtte fra Dansk Energis energisparepulje. Herudover vil fonden indkalde nye ansøgninger fra organisationer og virksomheder med gode ideer til fremme omstillingen til et energieffektivt, fossilfrit energisystem.

Det er tanken, at fonden udover pengene fra Dansk Energis medlemmer skal tiltrække EU-midler eller statslige midler møntet på energioplysning og formidling af viden om energibesparelser og vedvarende energi.


Foto: Vindmøller på Samsø

ka

https://www.dknyt.dkartikel/ny-fond-med-150-millioner-til-at-spare-energi