DK Nyt
Nu skal satspulje dække almindelig drift

Nu skal satspulje dække almindelig drift

DEBAT Man ville jo aldrig lade hverken kræftpakker eller hjerteoperationer blive finansieret af midlertidige satspuljemidler
24. AUG 2011 12.12

Af Dennis Kristensen

Finansministeren tegner i finansloven et rosenrødt og idyllisk billede af alt det gode, regeringen har gjort for dansk økonomi. Men sandheden er desværre, at vi står over for et gigantisk milliardunderskud, og når regningen skal betales, så betyder det markant dårligere velfærd i kommunerne.

Regeringen skønner nu i finansloven højere statsunderskud, højere ledighed og lavere vækst. Men værst af alt, så lukker den øjnene for de massive forringelser i velfærden, som igen er på kommunernes dagsorden i disse uger.

Regeringens svar er, at kommuneaftalerne står ved magt. Vi kan læse, at bankerne igen skal hjælpes. Men nulvæksten i kommunerne kombineret med faldende indtægter betyder nu igen, at kommunerne her i efteråret skal ud og skære i kernevelfærden. Det er børnene, de ældre og folkeskolen, der igen skæres på. Det passer slet ikke ind i det rosenrøde billede, som regeringen tegner af sine gerninger.

Figenblad
FOA er bekymret for stigningen i ledigheden, og at der på ny ikke er fokus på de udsatte grupper i samfundet, f.eks. inden for psykiatrien.

Det figenblad, som Adam og Eva brugte til at skjule sig bag, var da vist langt større, end det finansministeren lige nu forsøger at dække sig bag, når han fremhæver, at de svage grupper bliver tilgodeset. Regeringen vil bruge 810 millioner kr. fra satspuljemidlerne til blandt andet flere sengepladser inden for psykiatrien. Men sengepladser er jo en ganske almindelig driftsopgave. Man ville jo aldrig lade hverken kræftpakker eller hjerteoperationer blive finansieret af midlertidige satspuljemidler.

I finansloven bebuder regeringen et 360 graders eftersyn af erhvervsuddannelserne. Det er på tide, der sker noget. Det er erhvervsuddannelserne, der er en af hjørnestenene for fremtidens velfærd. Vi skal kort sagt sikre, at alle unge kan sikres en erhvervsuddannelse. Og vi ved at der er brug for mange flere inden for velfærdsområderne.


Formand for FOA, Dennis Kristensen

 

https://www.dknyt.dkartikel/nu-skal-satspulje-daekke-almindelig-drift