Nordsjællandske borgmestre skriver bekymringsbrev
Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør
Foto: Claus Birch, Ritzau Scanpix

Nordsjællandske borgmestre skriver bekymringsbrev

Otte nordsjællandske borgmestre har sendt et brev til Region Hovedstaden med udtrykkelig bekymring for kapaciteten på det kommende Nyt Hospital Nordsjælland.
17. JAN 2020 14.00

Borgmestrene i Allerød, Frederikssund, Fredensborg, Hillerød, Gribskov, Helsingør, Halsnæs og Hørsholm kommuner har sendt et fælles brev til hovedstadens formand Sophie Hæstorp Andersen (S). De er bekymrede for kapaciteten på det kommende Nyt Hospital Nordsjælland.

Bekymringen er opstået, efter at borgmestrene har læst Region Hovedstadens nyligt udgivne kapacitetsanalyse. 

Ifølge borgmestrene er Nordsjælland særligt udfordret i forhold til den demografiske udvikling, og derfor er det kritisk, hvis antallet af sengepladser reelt kommer til at falde med det kommende sygehus, hvilket analysen viser. Den anslår, at kapaciteten falder fra 616 til 570 over en årrække.

Analysen kommer på baggrund af en tidligere beslutning om at følge udviklingen i sengekapacitet særligt tæt i området, da fremskrivninger netop viser udfordringer her.

'Selvom der i analysen lægges op til, at udviklingen følges tæt, efterlader det kommunerne og dermed også borgerne i en meget usikker situation de kommende år,' lyder det blandt andet i brevet.

Borgernære opgaver presser
Borgmestrene er også bekymrede for stigningen i antallet af de borgernære opgaver, som lægger ansvaret over på kommunerne. Kapaciteten i kommunerne er allerede 'spændt til bristepunktet', lyder det, og der er ingen ledig kapacitet på de cirka 275 døgnpladser.

- Jeg er dybt bekymret. Allerede i dag får vi borgere ud fra hospitalet, som simpelthen er udskrevet for tidligt, og som hurtigt må genindlægges. Vi står med nogle omsorgs- og sygeplejefaglige opgaver, vi ikke havde tidligere, og hvor vi hele tiden halser bagefter. Det er ikke i orden for borgerne og ikke tilfredsstillende for kommunerne, at vi ikke kan levere den hjælp, vi gerne vil give vores borgere, siger Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), til Berlingske. 

Derfor minder borgmestrene blandt om, at der tænkes finansiering og har også forslag:

'En mulighed er, at regionen afklarer med staten, at staten skyder flere penge i kvalitetsfondsprojekterne, eller giver regionerne lov til at bruge flere af deres penge på disse omfattende og afgørende projekter. En anden mulighed er, at regionen finansierer den del af opgaverne, som overføres til kommunerne. Alternativet vil være, at det bliver overladt til kommunerne at forhandle kompensation med staten for behandlingsopgaverne, og det vil lægge beslag på det råderum, som kommunerne forhandler med staten ved økonomiforhandlingerne.'

De otte borgmestre runder af med at tilbyde deres assistance til regionen om det videre arbejde med at nå kapaciteten. 

Find sundhedsudvalgets dagsordenen med kapacitetsanalysen her.

 

 

https://www.dknyt.dkartikel/nordsjaellandske-borgmestre-skriver-bekymringsbrev