Ministerium og regioner får kritik for byggestyring

Statsrevisorerne er bl.a. ude efter, at Region Midtjylland og ministeriet fortsat ikke er enige om byggeriet af Det Nye Universitetshospital
15. DEC 2011 9.42

Regionerne og Sundhedsministeriet forbereder sygehusbyggerier for 42,7 mia. kr. - en af Danmarkshistoriens største anlægsinvesteringer. Det er derfor vigtigt, at budgetterne overholdes, og at byggerierne til sin tid lever op til formålene om øget kvalitet og produktivitet i sygehusvæsenet, lyder det fra Statsrevisorerne, der i maj 2010 anmodede Rigsrevisionen om at sammenligne regionernes indsats og resultater og at kortlægge væsentlige risici i denne tidlige fase, hvor sygehusbyggerierne forberedes. Der er en række af kritikpunkter:

Statsrevisorerne kritiserer nu, at ministeriet og regionerne ikke i alle tilfælde har forberedt sygehusbyggerierne tilfredsstillende.

Statsrevisorerne kritiserer, at Sundhedsministeriet ikke har haft en tilfredsstillende administration af tilsagn om tilskud til sygehusbyggerierne:

Sundhedsministeriet har ikke sikret sig, at regionerne afsætter tilstrækkelige midler til it og apparatur inden for tilsagnsrammen.

Sundhedsministeriet gav endeligt tilsagn til Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU), inden de grundlæggende forudsætninger for byggeriet var afklaret og uden at sikre sig, at byggeriet kunne realiseres inden for tilsagnsrammen.

Statsrevisorerne finder, at Region Midtjyllands tilrettelæggelse af projektet for DNU har været utilfredsstillende.

Statsrevisorerne finder det bekymrende, at der er væsentlig risiko for, at byggeriet af DNU ikke kan gennemføres inden for tilsagnsrammen.

Statsrevisorerne finder det ikke tilfredsstillende, at Sundhedsministeriet og Region Midtjylland fortsat ikke er enige om forudsætninger og rammer for byggeriet.

ka

 

https://www.dknyt.dkartikel/ministerium-og-regioner-faar-kritik-for-byggestyring