Minister i samråd om rekord-fattigdom

Oppostitionen kalder socialministeren i samråd på baggrund af ny AE-undersøgelse, der viser, der er 200.000 fattige i landet (eksklusive studerende)
KORT NYT3. MAR 2010 12.39

FOLKETINGET:  Antallet af fattige danskere er dermed vokset med omkring 50 procent siden 2001, hvor regeringen og Dansk Folkeparti har haft ansvaret.

- Når der gang på gang kan dokumenteres et så stort og voksende socialt problem, er vi nødt til at have en fattigdomsgrænse, som kan tjene som et politisk pejlemærke for at bekæmpe fattigdommen, siger socialordfører Mette Frederiksen (S). 

- Socialministeren forplumrer den vigtige diskussion om afskaffelse af fattigdom, når hun siger, at fattigdom kun kan opleves, men ikke måles. For der findes jo faktisk fattigdomsmål, der tager udgangspunkt i oplevelse af afsavn, og vi ved, at afsavn er størst blandt personer med lav indkomst.

- Regeringen og Dansk Folkepartis politik skaber mere fattigdom. Derfor bør den nye socialminister starte sit hverv med at sløjfe de lave ydelser som starthjælp, kontanthjælpsloft og 450 timers reglen, hvis hun virkelig vil anerkende, at fattigdom handler om kroner og ører, men det vil hun jo ikke, siger Mette Frederiksen med henvisning til, at socialministeren i dagens Politiken har udtalt, at fattigdom kan opleves, men ikke måles.

 tj

 

 

https://www.dknyt.dkartikel/minister-i-samraad-om-rekord-fattigdom