DK Nyt
Midtjylland vil undgå vaccinespild med tilmelding til akutliste

Midtjylland vil undgå vaccinespild med tilmelding til akutliste

For at komme spild af coronavacciner til livs får borgere muligheden for at tilmelde sig akutliste og stå klar til vaccinering inden for en halv time.
9. MAR 2021 9.54
TEMA: Corona

MIDTJYLLAND: I Region Midtjylland vil man som forsøg give borgere muligheden for at skrive sig op til at kunne blive indkaldt til coronavaccination, hvis der er restvacciner i overskud sidst på dagen. Det vil fra i dag, tirsdag, være en mulighed ved seks vaccinationssteder i Midtjyllands Hospitalsenhed Vest, oplyser regionen.

- Vaccinationsstederne vil nogle gange opleve at have overskydende vacciner, som skal benyttes, hvis ikke de skal kasseres. Ved at give borgerne mulighed for at skrive sig op på en kontaktliste hver dag er alle borgere stillet lige, og personalet i vaccinecentret får mulighed for at visitere de tilmeldte borgere til vaccine efter alder og geografi, siger faglig direktør i Hospitalsenheden Vest, Jens Friis Bak.

Muligheden gælder for den gruppe, der er blevet inviteret til at blive vaccineret. Her kan man hver dag gå ind på regionens hjemmeside inden klokken 11 og tilmelde sig som stående klar til at møde op den pågældende dag.

Ved tilmeldingen skal man vælge et vaccinationscenter samt anføre personoplysninger. Hvis der senere på dagen er overskydende vacciner, vil man blive kontakte af et vaccineteam, der prioriterer borgere efter alder. Herefter skal man kunne være på det pågældende sted inden for en halv time.

Akutlister og restvacciner

Region Midtjylland vil forhindre, at de overskydende vacciner går til spilde, når den sidste bookede vaccinationstid er ovre. Det sker efter beretninger om kasserede vacciner og debat om, hvad man gør med resterne, når vaccinationssteder sidst på dagen står uden flere bookede tider. Derfor prøver man den nye model med tilmelding til mulig akutindkaldelse i Herning, Holstebro, Lemvig, Struer, Ringkøbing og Ikast.

I sidste uge så man på Sydvestjysk Sygehus, at personalet tidligere havde kasseret vacciner efter problemer med akutlister. Og i Hillerød har der været problemer, når borgere ikke er dukket op, har TV2 kunne berette. Her har man tilbudt det lokale politi, der ligger over for vaccinationscenteret, vacciner, men politidirektøren har afvist muligheden, da man ikke har villet bryde rækkefølgen for vaccinering.

Det har fået Danske Regioners næstformand, Ulla Astman (S), til at reagere. Astman vil have kigget på regionernes akutlister for indkaldelser, og om rækkefølgen for listerne er optimale.

- Man må kigge på, om akutlisterne er tilpas lange, og om der er tilpas mange på dem, og hvis det ikke er tilfældet, så optimere det. Vi kan ikke have, at der går vacciner til spilde, siger hun til Ritzau.

https://www.dknyt.dkartikel/midtjylland-vil-undgaa-vaccinespild-med-tilmelding-til-akutliste