Løsgænger skifter til NB, nu med fem byrådsmedlemmer
Foto: Nye Borgerlige

Løsgænger skifter til NB, nu med fem byrådsmedlemmer

Karsten Byrgesen i Fredericia forlod DF få dage efter KV17, nu er han Nye Borgerliges femte byrådsmedlem.

FREDERICIA: Mangeårig løsgænger Karsten Byrgesen (eks-DF) er skiftet til Nye Borgerlige, som dermed når op på i alt fem byrådsmedlemmer i fire byråd landet over. Partiet er i forvejen repræsenteret i Hillerød med sit eneste valgte byrådsmedlem samt i Vordingborg med to og i Næstved med et byrådsmedlem, som alle tidligere har repræsenteret Dansk Folkeparti.

Og nu altså også i Fredericia. Til forskel fra de øvrige nytilkomne NB-byrådsmedlemmer har Karsten Byrgesen ikke tidligere siddet i byrådet for noget parti, selvom han blev valgt for DF ved KV17.

Han var partiets spidskandidat, men fik kun halvt så mange stemmer som nummer to på listen, daværende folketingsmedlem Susanne Eilersen. Det fik hende til at kalde ham 'en fiasko', og det udløste Karsten Byrgesens øjeblikkelige farvel få dage efter KV17 og inden det nyvalgte byråd var trådt i funktion.

Han har været løsgænger i de to og et halv år siden da, men har her halvandet år før KV21 'meget velovervejet' valgt sig det parti, han vil forsøge at blive genvalgt for. Hans tidligere parti DF har siden farvellet efter KV17 været repræsenteret med to medlemmer i Fredericia Byråd.

Nye Borgerliges byrådsplatform forud for KV21 består herefter af folketings- og byrådsmedlem Mette Thiesen i Hillerød, byrådsmedlemmerne Heino Hahn og John Pawlik i Vordingborg, byrådsmedlem Githa Nelander i Næstved og byrådsmedlem Karsten Byrgesen i Fredericia.

 

https://www.dknyt.dkartikel/loesgaenger-skifter-til-nb-nu-med-fem-byraadsmedlemmer