Lindø får millioner til testcenter

Lindø får millioner til testcenter

Det gamle skibsværft Lindø er ved at omdanne sig til et knudepunkt for viden og udvikling inden for vindmøller. Det står klart, efter at det nye videns- og testcenter, LORC, har fået bevilget 87 mio. kr. fra Green Labs-ordningen under Energistyrelsen
10. MAJ 2011 11.05

SYDDANMARK: Pengene skal bruges til to såkaldte testbænke, hvor man kan teste og udvikle havvindmøllers udholdenhed på land. Det gør det nemmere og hurtigere at optimere møllernes design, oplyser Region Syddanmark, der har været med i forarbejdet til ansøgningerne og har bl.a. været med til at finansiere undersøgelser og videnscentre for cirka 14 mio. kr. Derfor vækker det glæde i regionen, at Lindø nu kan se planerne tage form.

Det nye testcenter søgte egentlig kun om 75 mio. kr. fra Green Labs, men har fået bevilget 87 mio. kr. Det skyldes, at testcentret har fremskudt aktiviteter og allerede har fået penge fra en kommende ansøgning. Bevillingen vakte jubelstemning hos ansøgerne.

- Det er næsten en ubegribelig sejr. Vi har fået vurderet projektets tekniske og finansielle holdbarhed, og vi har nu den løftestang, vi skal bruge for at komme i mål, siger Claus Hviid Christensen, direktør for LORC.

Flere fonde giver tilskud
Ud over støtten fra Energistyrelsen har projektet tidligere fået støtte fra Fornyelsesfonden. Det er desuden offentliggjort, at EU's globaliseringsfond vil yde tilskud til omskoling af de tidligere medarbejdere på skibsværftet.

 Det gamle skibsværft Lindø er ved at afvikle skibsproduktionen og satser i stedet på at blive udviklings- og testcenter for vindmøller under navnet LORC (Lindoe Offshore Renewables Center).

LORC og Risø DTU er gået sammen om at søge Energistyrelsens Green Labs-ordning, som støtter etableringen af store testfaciliteter til nye klima- og energiteknologier.

Region Syddanmarks Vækstforum støttede i første omgang LORC's to ansøgninger til Fornyelsesfonden under Erhvervs- og Byggestyrelsen. Ansøgningerne gav til sammen ca. 15 mio. kr. og var forudsætningen for, at LORC kunne søge Green Labs.

Næste skridt er at forhandle de endelige vilkår for støtten på plads. I Lindøs tilfælde er det bl.a. nødvendigt at få en godkendelse fra EU på grund af beløbets størrelse.

 

https://www.dknyt.dkartikel/lindoe-faar-millioner-til-testcenter