Ledigheden holder sig uændret for tolvte måned i træk

Gennem flere måneder har ledighedsprocenten nu ligget uændret på 3,7 pct. af den danske arbejdsstyrke.
29. NOV 2019 9.25

400 personer kom ud af arbejdsløshed i oktober, men det var ikke nok til at ændre ved, at ledigheden på det samlede danske arbejdsmarked stod stille i endnu en måned.

Ifølge Danmarks Statistik stod 103.900 personer i oktober klar til at tage et job mod 104.300 personer i september. Dermed lå ledighedsprocenten for tolvte måned i træk uændret på 3,7 pct. af arbejdsstyrken, skriver Danmarks Statistik i sin opgørelse.

Det stabile ledighedsniveau skal ses i sammenhæng med, at stigningen i beskæftigelsen er bremset op og kun lige akkurat er stærk nok til at holde trit med fremgangen i arbejdsstyrken. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) hæfter sig ved, at beskæftigelsen fortsætter med at stige, selvom det sker 'i et mere afdæmpet tempo end tidligere'.

'Ifølge Finansministeriet stiger arbejdsstyrken i øjeblikket med cirka 34.000 personer om året - svarende til godt 2.800 personer om måneden', skriver cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en kommentar.

Også Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, lægger vægt på, at bare fordi køen af arbejdsløse står stille, så skal det ikke ses som et krisetegn.

'Der er fortsat jobfremgang i dansk økonomi. Men antallet af hænder, der kommer ud på arbejdsmarkedet, overstiger antallet af job, der bliver skabt i øjeblikket. Derfor forbliver arbejdsløsheden nogenlunde uændret', skriver Erik Bjørsted.

Han bemærker, at der stadig slås en masse nye stillinger op, men at det på grund af usikkerheden i den globale økonomi sker i et lavere tempo, end man hidtil har været vant til. Derfor skal man heller ikke i den kommende tid forvente noget fald i arbejdsløsheden, skriver Erik Bjørsted.

Ifølge Danmarks Statistik har den danske bruttoledighed, der dækker over antallet af ledige i aldersgruppen 16-64 år og er omregnet til fuldtid, haft en faldende tendens fra juli 2017 til januar 2019. Tallene fra Danmarks Statistik er sæsonkorrigeret, så de tager højde for mulige sæsonudsving.

Ritzau

 

https://www.dknyt.dkartikel/ledigheden-holder-sig-uaendret-for-tolvte-maaned-i-traek